Madland, det madpolitiske samlingspunkt og fællesskab, går nu i luften med Madland Madsystemskole. Skolen er for unge og andre nysgerrige i København og Aarhus og løfter madsystemiske emner som EUs landbrugspolitik, global retfærdighed, regenerativt hav, fællesskab og engagement og socialøkonomi.

Med støtte fra bl.a. EU-Nævnet åbner skolen i forbindelse med Danmarks formandskab i EU. Danmark har stor indflydelse på de næste mange års europæiske landbrugspolitik, derfor er det et oplagt tidspunkt at sætte Madland Madsystemskole i verden med ambitionen om at engagere og ruste unge til at tage del i både den nationale og europæiske demokratiske samtale om madsystemer.
“Vi oplever en kæmpe forandringskraft og virkelyst fra unge under uddannelse og i arbejde. De vil ikke bare vide mere om madsystemforandring, de vil også engagere sig og tage del i fællesskaber, der driver den frem. Ganske få uddannelser relateret til jordbrug, hav og mad tilbyder egentlig læring om madsystemer, madpolitik og samfundsansvar. Med skolen vil vi bidrage til en mere helhedsorienteret forståelse og tilbyde et levende samlingspunkt for unge madsystembrydere. Der sker simpelthen noget uvurderligt, når vi samler på tværs af værdikæder og fagligheder,” siger Marie Sainabou Jeng, stifter og programdirektør i Madland.
Åben skole med oplæg, laboratorier og fællesspisning
Skolen foregår over 7 skoleeftermiddage i både Aarhus og København i tidsrummet kl. 16.30-18.30. Alle er velkommen til at del i hele eller dele af programmet, der er gratis adgang ved tilmelding.
Skoleprogrammet kurateres og tilrettelægges af Madlands stifter og programdirektør Marie Sainabou Jeng, der varetager undervisningen sammen med en række prominente madsystemtænkere og -praktikere, der underviser i og formidler deres ekspertise:
- Nora Amalie Puntervold, politisk rådgiver i Nyt Europa
- Viola Capriola, medstifter af Grønt Marked og bestyrelsesmedlem i the World Farmers Markets Coalition
- Sophia Wathne, ph.d. i madsuverænitet, en del af Forum for Madsuverænitet, Frie Bønder – Levende Land og Københavns Fødevarefællesskab,
- Jakob Clausen, fiskehandler i Clausens Fiskehandel,
- Johan Flyvbjerg, stifter af Ingen Burfisk i Havet,
- Christian Fromberg, kampagneleder for landbrug, natur og skov hos Greenpeace og
- Mia Maja Hansson, direktør for Kitchen Collective.
Undervisningen rummer oplæg, fordybelse i laboratorium og møde med de andre deltagere. Programmet tilbyder også fællesspisning efter skole, gårdbesøg ved Egelund Madskov og DRYS og samtaler på Grønt Markeds biodiversitetsfestival og Kooperatovt Københavns iværksætterfestivalen Fabrika. Se hele programmet og tilmelding her.
Madland Madsystemskole er iværksat af Madland og bliver til med en lang række visionære organisationer gennem midler, bidrag og samarbejde; Europa-Nævnet, Nyt Europa, Mellemfolkeligt Samvirke, Forum for Madsuverænitet, Patagonia, GSFR og Kitchen Collective. I efteråret 2025 tager den udgangspunkt i EUs mad- og landbrugspolitik i anledning af Danmarks EU-formandskab fra 1. juli til 31. december, og peger desuden ind i Madlands øvrige program og arbejde med lokale resiliente madsystemer, regenerativt hav og global retfærdighed.