Hver gang låget bliver knappet af fire øl, bliver en af dem drukket i Kina. I 2010 blev der lavet 49 mia. liter og drukket næsten 44 mia. liter, skriver flere medier. Det er i stigende grad internationale mærker som Carlsberg, Budweiser, Heineken og Skol, kineserne kommer i glasset.
– Markedet er udfordrende og en mulighed, men vi skal konstant være på tæerne og finde på nye mærker og produkter, som passer til forbrugernes forventninger, vurderer Carlsbergs chef i Kina, Stephen Mahler ifølge Ritzau Finans. Han tilføjer, at mange kinesere drikker de fleste øl på restauranter og barer og mange drikker også store mængder på kort tid. Carlsberg har andele i godt 30 bryggerier i Kina.

