Tre måneder frem dyster skoleelever i de mindste klasser i, hvem der kan smøre Danmarks bedste madpakke.
Madpakkedysten kører, fordi madpakken er vigtig for god læring. Samtidig viser en undersøgelse, at 80 pct. af forældrene til børn i 0-klasse er bekymrede i forbindelse med, at barnet skal have madpakke med hjemmefra.
Godt 11 mio. madpakker bliver smurt hver uge, og en rugbrød med leverpostej er stadig det mest almindelige . Danskerne har smurt madpakker i generationer, så hvor svært kan det være?
– Med Madpakkedysten ønsker vi at sætte fokus på det gode måltid i skolen. Den sunde madpakke er utrolig vigtig, og så vil vi gerne have børnene til at være aktive, når der skal smøres madpakker. Alle ved, at en madpakke man selv har smurt, smager meget bedre end en madpakke, som bare bliver stukket ned i skoletasken, siger projektleder Louise Poulsen fra Mejeriforeningen, som står bag konkurrencen.
Madpakkedysten er for alle klasser fra 0. til og med 3. klasse, og der bliver stillet undervisningsmateriale, quizzer og videoer til rådighed, som klasserne kan blive inspireret af og bruge i undervisningen: http://madpakkedysten.edutainmenthuset.dk/
Madpakker giver bekymringer
Alle synes, at madpakken er vigtig, men samtidig er den forbunden med en hel del bekymring fra forældrenes side. Eksempelvis er 52 pct. af forældrene til børn i 0. klasse bekymrede for, om børnene kan nå at spise op, og 47 pct. er bekymrede for, om barnet kan lide madpakken, så den ikke bliver smidt ud.
– Vi vil gerne bidrage til måltider fyldt med god energi frem for bekymringer. Derfor er en vigtig del af Madpakkedysten at få fokus på den hyggelige spisesituation i klassen og en sunde madpakke, som børnene nyder frem for at smide væk, siger Louise Poulsen.
Hun tilføjer, at mange forældre kæmper med at smøre lækre madpakker i hverdagen.
– Hvis vi med Madpakkedysten kan bidrage til, at børnene får en god og sjov oplevelse ved at smøre en sund og anderledes madpakke sammen med kammeraterne i klassen, ja, så er der også gode muligheder for, at de tager del i madpakken derhjemme. Børn kan så meget, så selvfølgelig kan de komme med inspiration og også være med til at smøre lækre madpakker til skoledagen. Vi synes, at madpakken fortjener en højere status hos børnene, siger Louise Poulsen.
Klasser kan vinde tur på restaurant
Konkurrencen løber fra nu og til om med maj måned. Klasserne skal tage billeder og sende en god beskrivelse, når de laver Danmarks bedste madpakke. Hver måned kan en skoleklasse vinde det gyldne madpakketrofæ for den bedste madpakke. Det udløser en tur på restaurant for hele klassen.
Læs mere om på http://madpakkedysten.edutainmenthuset.dk/