Selvom påsken traditionelt er en af årets store madhøjtider, er det langt fra alle danskere, der samles om det klassiske påskebord. En ny undersøgelse fra YouGov og HelloFresh viser, at 45 pct. ikke forventer at deltage i en traditionel påskemiddag i år, mens dem, der gør, holder stædigt fast i fiskefileten og de kendte klassikere.

Påskemiddagen er for mange en fast tradition, men den fylder ikke lige meget for alle. Måltidskasseleverandøren Hellofresh har for fjerde år i træk undersøgt danskernes påsketraditioner gennem en ny undersøgelse udført af analysebureauet YouGov.
Resultaterne viser, at 45 pct. ikke forventer at deltage i en traditionel påskemiddag i år, mens næsten samme andel (46 pct.) regner med at fejre højtiden på traditionel vis. Påsken er med andre ord ikke nødvendigvis ensbetydende med en planlagt påskemiddag, men for dem, der samles, spiller maden stadig en central rolle.
Fiskefileten er i år storfavorit hos 47 pct. af danskerne, hvilket er en stigning fra 42 pct. i 2025. Den populære ret efterfølges af æg og rejer (42 pct.) og tarteletter (33 pct.), mens den traditionsrige lammekølle (16 pct.) fortsat ligger langt nede på listen på en syvendeplads.
“Danskerne er vilde med klassikere som fiskefilet og tarteletter, der samler generationerne, men når næsten halvdelen alligevel fravælger den traditionelle påskefrokost, kunne det tyde på, at de faste rammer ikke længere er en selvfølge. Det er måske et tegn på, at flere i dag vælger de rammer eller de retter, der passer bedst ind i deres egne påskeplaner,” siger Taryn Cairns, Head of Culinary Nordics hos HelloFresh.
Grønt supplement vinder frem uden at udskifte klassikerne
Undersøgelsen viser også, at traditionerne bliver forvaltet forskelligt afhængigt af, hvem man spørger. Tarteletter er en urokkelig favorit blandt de unge mellem 18 og 29 år (42 pct.), mens de ældre over 60 år i højere grad finder glæde ved marineret sild (35 pct.), som kun hver tiende unge (9 pct.) har valgt som favorit.
Selvom der er en spirende interesse for grønnere alternativer, især blandt de unge og i storbyerne, sker det ikke på bekostning af klassikerne. 51 pct. af danskerne mener stadig, at kød og fisk er en uundværlig del af påsken, og fornyelsen sker derfor primært gennem grønne tilføjelser. Her ser over hver tredje unge mellem 18 og 29 år (37 pct.) gerne grønne retter som et ekstra indslag på bordet.
“Tallene peger på en naturlig udvikling af påskebordet, hvor vi bevarer de retter, vi elsker, og langsomt bygger ovenpå med nye alternativer, der kan rumme flere præferencer. Det giver plads til gæster, der spiser mindre kød, uden at man behøver at ændre hele traditionen,” siger Taryn Cairns.
Danskernes top fem favoritretter på påskebordet:
- Fiskefilet
- Æg og rejer
- Tarteletter
- Gravad laks
- Marineret sild

