To samtidige messer aflyses kort før åbningen i MCH Messecenter Herning: FoodTech for fødevareindustrien og life-science messen DiaLabXpo. Begge rammes af situationen i Danmark indtil 4. oktober.
Statsministeren opfordrede på fredagens pressemøde danskerne – både private og offentligt ansatte – til hjemmearbejde og opfordrede arbejdsgivere til at sikre, at alle arbejdsrelaterede sociale arrangementer aflyses frem til og med 4. oktober. Derfor må MCH med opbakning fra messekomitéerne bag FoodTech og DiaLabXpo aflyse messerne, der begge skulle finde sted 29. september – 1. oktober.
Mens forsamlingsforbuddet er gældende, arrangeres messer ud fra regelsættet for storcentre – som et fagligt mødested for udstillere og besøgende fagfolk i sundhedsmæssigt forsvarlige messerammer.
– Vi har fulgt og følger fortsat regeringens og sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Aflysningen af både FoodTech og DiaLabXpo er derfor en naturlig konsekvens af statsministerens udmelding i fredags, da messernes termin er før 4. oktober, siger administrerende direktør i MCH A/S Georg Sørensen, og tilføjer:
– Beslutningen om aflysningen sker med enstemmig opbakning fra de to messekomitéer og fra de udstillere, vi indtil nu har nået at tale med.
Messekomitéerne repræsenterer brancherne, og Morten Dyrner, der er administrerende direktør i Holm & Halby og medlem af komitéerne for såvel DiaLabXpo som FoodTech, fremhæver ansvarligheden i beslutningen samtidig med, at han ser frem til de kommende messer.
– Virkelysten må vige for ansvarligheden, og selvom vi er slået tilbage, må aflysningen ikke slå os ud, siger Morten Dyrner og tilføjer:
– Messerne er med til at holde hjulene i gang i dansk erhvervsliv, hvilket er enormt vigtigt i disse krisetider. Det har vi en forpligtelse til at kæmpe for. Og det er i krisetider, vi som mennesker er mest kreative, så derfor skal vi nu udvikle videre og arbejde frem til endnu stærkere messer i 2021 og 2022.
Også Bent Stjerneby fra Bentec Consulting, der er medlem af messekomitéen for FoodTech, bakker op om beslutningen samtidig med, at han ærgrer sig over, at messen ikke kan gennemføres.
– Udstillerne har forberedt sig og glædet sig til at præsentere ny teknologi og nye koncepter, og glædet sig til at møde kunderne. Vi har kæmpet for messen i mange måneder, fordi den er vigtig for branchen, og derfor er aflysningen en trist men nødvendig beslutning i den nuværende situation, som vi alle kun kan bakke op om, siger Bent Stjerneby.
DiaLabXpo gennemføres næste gang i efteråret 2021 og Foodtech i efteråret 2022.