Stærke, faglige oplevelser og unikke netværksmuligheder er i vente for de besøgende på årets udgave af Foodexpo, der samtidig byder på et nyt messekoncept. Fødevarebranchens centrale mødested samler branchen i MCH Messecenter Herning fra på søndag og frem til tirsdag i næste uge.

Besøgende på Foodexpo 2026 kan se frem til at gå på opdagelse i en gentænkt messe, hvor fødevarebranchen samles i faglige fællesskaber spredt ud på i alt 15 livlige, tematisk gennemførte zoner spækket med både udstillere, aktiviteter og oplevelser. Den nye struktur er skabt med henblik på at sikre både udstillere og besøgende en ekstra god og udbytterig messeoplevelse.
“Det nye koncept gør det lettere for de besøgende at navigere rundt på messen og finde relevante udstillere, og samtidig får de ekstra gode muligheder for at dykke grundigt ned i deres respektive fagområder, møde ligesindede og hente inspiration,” forklarer Foodexpo-projektleder Pia Agerbo Bjerg, MCH A/S, og fortsætter:
“Vi har gjort os umage med udviklingen af det nye messekoncept og de dedikerede områder, så vi glæder os rigtig meget til at se det leve, og vi håber naturligvis, at det bliver godt modtaget, og at alle føler, at de tager noget med fra messen. Vi har store forventninger til de nye zoner, og alt det spændende indhold, de hver især rummer, og vi ser meget frem til at byde både udstillere, samarbejdspartnere og øvrige besøgende velkommen.”
Oplæg, samtaler og paneldebatter
På tværs af Foodexpo præsenteres de besøgende for et væld af muligheder for at udvikle deres faglighed og hente ny inspiration til hverdagen i de professionelle køkkener.
Eksempelvis venter der oplæg, samtaler og paneldebatter på både Den Grønne Scene og Kød- og kystscenen, sensoriske oplevelser i Sansebaren og smagssessions i Osteriet. Hertil kommer blandt meget andet workshops i Kafferisteriet og Det Grønne Værksted.
Prestigefyldte fagkonkurrencer
Samtidig danner Foodexpo ramme om en lang række af fødevarebranchens mest prestigefyldte fagkonkurrencer, hvoraf nogle af de vægtigste allerede udspiller sig på åbningsdagen. Her gælder det således både Årets Kok og Årets Tjener, ligesom Danmarks Bedste Mocktail og Danmarks Bedste Konditor skal findes på åbningsdagen. Det samme gør sig gældende for Danmarks Bedste Slagterdelikatesser, der skal findes inden for syv forskellige kategorier.
Yderligere konkurrencer venter de følgende dage, hvor både etablerede fagfolk og fremtidens talenter dyster om hæder, titler og anerkendelse fra branchen. Eksempelvis gælder det tirsdag Danmarks Bedste Romkugle, og dermed er folketingsvalget ikke det eneste vigtige valg 24. marts.
Fremtidens fødevarebranche
Foodexpo 2026 tæller flere end 450 udstillere, og blandt disse finder man en række nye virksomheder, der helt naturligt hører hjemme på Iværksætterstien. Her har nye brands mulighed for at præsentere deres produkter og idéer for branchen.
Dermed giver zonen de besøgende en eksklusiv chance for på samme tid at møde en hel række nye virksomheder og få indblik i nogle af de løsninger og koncepter, der potentielt kan være med til at forme fremtidens fødevarebranche.
Helt overordnet er Foodexpo et levende samlingspunkt, hvor alt lige fra køkkenchefer, cateringvirksomheder og kantinemedarbejdere til grossister, leverandører og brancheorganisationer mødes. På den måde udgør messen et fundament, hvorpå aktører på tværs af branchen netværker, sparrer og udveksler viden og erfaring.
Foodexpo finder sted i MCH Messecenter Herning 22.-24. marts 2026.

