Danish Agro har netop indgået aftale om opkøb af 28 procent af aktierne i den plantebaserede fødevarevirksomhed Organic Plant Protein A/S. Aftalen er offentliggjort blot en uge efter koncernen kunne melde om et køb, via datterselskabet Møllerup Brands, af 100 procent af aktierne i Karlsens A/S.
Med de to opkøb styrker de koncernens plantebaserede profil.
– Danish Agro ønsker at være med til at udvikle fremtidens plantebaserede fødevarer. Organic Plant Protein har på få år skabt velsmagende plantebaserede produkter i høj kvalitet. Markedet for køderstatningsprodukter er i rivende udvikling, og jeg tror på, at vi kan være med til at hjælpe med at øge afsætning og kendskab til selskabets produkter. Samtidig vil det også betyde, at flere landmænd vil kunne lave endnu mere kontraktavl på blandt andet hestebønner og ærter via os, siger formand for Møllerup brands og Koncernchef i Danish Agro Henning Haahr, og fortsætter:
– Vi håber at kunne tage flere initiativer indenfor de plantebaserede fødevarer i den kommende tid. Efterspørgslen er der, og det er helt naturligt som en førende aktør indenfor vegetabilske afgrøder at tage vores del af ansvaret for denne udvikling.
Karlsens A/S er indenfor sit forretningsområde blandt de største private-label leverandører til detailhandlen i Danmark. Karlsens A/S fortsætter med deres nuværende aktiviteter, samtidig med at de skal pakke og distribuere en række af Møllerup Brands’ produkter.
– Via vores opkøb af Møllerup Brands i efteråret 2021 håndterer vores fødevaredivision en række danske, bæredygtige og plantebaserede fødevarer. Vi har indtil nu ikke kunne detailpakke produkterne selv. Med opkøbet af Karlsens A/S får vi helt nye muligheder, og vi kan sætte gang i vores planer om at udvide sortimentet med flere danske frø og kerner, siger Henning Haahr.