Vi synes ikke, at det er svært at tilberede velsmagende fiskeretter, eller at det er svært at få fat i frisk fisk. Vi synes bare, at fisk er for dyrt. Det viser en undersøgelse, som Interresearch har foretaget for Søndagsavisen blandt 1.104 danskere.
– Danmark er omgivet af vand, så det burde være muligt at gøre flere og mere forskellige fiskearter tilgængelige og billigere for forbrugerne, siger Camilla Udsen, fødevarepolitisk konsulent i Forbrugerrådet.
Ifølge Danmarks Statistik koster et kilo frisk laks i gennemsnit 159 kroner pr. kilo. Til sammenligning koster svinemørbrad 107 kroner kiloet.

