Sammenlægningen af de to virksomheder Alimentas, der udbyder hygiejnekurser og rådgivning, og e-Smiley, kendt for deres elektroniske egenkontrol-program, har været på tegnebrættet i knapt et halvt år. Med indflytning i nyt hovedkvarter i Borup, er fusionen Komply nu en realitet.
– Målet er at skabe en virksomhed, som kan rådgive og levere enkle og effektive løsninger inden for alle områder af fødevaresikkerhed. Det er lykkedes. Vi udbyder nu alt fra hygiejnekurser, elektronisk egenkontrol til audit og rådgivning, fortæller administrerende direktør Lars Friis om baggrunden for sammenlægningen.
Alt fra bromatologer og fødevareingeniører til it-systemudviklere og kreative innovatører udgør teamet i Komply.
– Virksomhederne behøver i fremtiden kun at gå ét sted hen, når de vil have styr på fødevaresikkerheden. Det gælder fra de små selvstændige erhvervsdrivende, som det lille pizzeria, til kantinekøkkenerne og de store industrivirksomheder, hvor både de ansvarlige chefer og personerne i produktionen får klaret de daglige udfordringer. Vi tilpasser løsningerne til den enkelte kunde, fortæller Lars Friis.