Arla Foods har leveret et stærkt 2022-resultat i et år præget af inflation. Det har derfor været muligt for andelsselskabet at hæve acontomælkeprisen betydeligt og opnå en efterbetaling til andelshaverne. Arla har også taget betydelige skridt på sin bæredygtighedsrejse. Den vil omfatte en bæredygtighedsbetaling som en del af mælkeprisen for yderligere at accelerere investeringer på gårdene.

Arla-koncernens samlede omsætning steg med 23,2 procent til 13,8 milliarder EUR sammenlignet med 11,2 milliarder EUR i 2021. Omsætningsvæksten var stort set udelukkende drevet af prisstigninger. Et stagnerende udbud og en stabil efterspørgsel medførte stigende markeds- og detailpriser, hvilket bidrog positivt til stigningen.
Arla nåede i 2022 et nettoresultat allokeret til ejerne på 382 millioner EUR eller 2,8 procent af omsætningen, hvilket er i den lave ende af målintervallet på 2,8-3,2 procent. Indtjeningen var drevet af hidtil usete høje marginer på industriprodukter, som sammen med høje produktionsomkostninger satte marginerne i detail- og foodservice-segmenterne under pres.
De økonomiske resultater gjorde det muligt for Arlas bestyrelse at foreslå en efterbetaling, inklusiv rente på individuel kapital, til landmændene på 2,2 EUR-cent per kg leveret mælk, hvilket er i tråd med Arlas nye konsolideringspolitik, og som for første gang udbetales i to rater i september 2022 og marts 2023.
Det højere afkast var med til at lette presset på landmændene, som måtte kæmpe med skyhøje produktionsomkostninger som følge af rekordstore prisstigninger på foder, gødning og energi. Det muliggjorde også de investeringer, der var nødvendige for deres fortsatte omstilling til mere bæredygtig mælkeproduktion, så de kan nå Arlas mål om at reducere gårdenes CO2e-emissioner med 30 procent per kilo mælk senest i 2030.
“2022 var domineret af inflation og usikkerhed for både selskabet og vores landmænd. På trods af dette udfordrende miljø leverede vi solide resultater, samtidig med at vi gjorde vigtige fremskridt inden for bæredygtighed. Som andelsselskab tog vi et historisk skridt i 2022 med beslutningen om at indføre et bæredygtighedstillæg, der binder den enkelte landmands mælkepris til bæredygtighedsinitiativer og -resultater. I alt vil der blive omfordelt op til 500 millioner EUR hvert år, hvilket demonstrerer vores ambition om at være på forkant med progressiv mælkeproduktion,” udtaler Arla Foods’ bestyrelsesformand, Jan Toft Nørgaard.