Netop vedtaget beslutning om at afskaffe gebyrerne i forbindelse med fødevarekontrol i engrosvirksomheder vækker begejstring i branchen. – Det er en kolossal lettelse både psykisk og økonomisk, siger Torsten Buhl, administrerende direktør i FødevareDanmark, der har ført an i kampen
I slutningen af november vedtog regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, at fødevare-engrosvirksomheder for fremtiden skal fritages for gebyrer i forbindelse med ordinære kontrolbesøg. En beslutning, som man stadig fejrer i fødevarebranchen, hvor FødevareDanmark i flere år har kæmpet hårdt for at få fjernet gebyrerne, som årligt er løbet op i omkring 36 millioner kroner.
– Det er en kæmpe sejr, at det endelig er lykkedes at få fjernet gebyrerne, der både økonomisk og psykisk har været en stor belastning for den mindre og mellemstore fødevare-engrosvirksomhed, siger Torsten Buhl, administrerende direktør i FødevareDanmark, der er brancheorganisation og politisk talerør for omkring 700 af landets fødevarevirksomheder.
Bedre råd til dialog
I modsætning til de store detailvirksomheder har de små og mellemstore fødevare-engrosvirksomheder nemlig tidligere skullet betale 700 kroner pr. påbegyndt kvarter, når Fødevarekontrollen har banket på døren, og de har ikke haft nogen indflydelse på, hvor længe kontrollen ville vare. Det har været en unødig økonomisk belastning for de mindre virksomheder, og ifølge Michael Gertz, ejer af BF-OKS A/S i Hesselager, er det gået ud over en ellers værdifuld dialog.
– Når man skal betale 700 kroner pr. påbegyndt kvarter, så siger det sig selv, at man godt vil have kontrollen overstået så hurtigt som muligt. I praksis har det betydet, at eksempelvis min kvalitetschef tit har holdt igen med at stille spørgsmål, som ellers kunne have banet vej for en konstruktiv dialog om udfordringer og løsninger. Simpelthen fordi det ville blive for dyrt. Med de nye gebyrregler er der skabt langt bedre betingelser for den gode og vigtige dialog – og vi har ikke længere en økonomisk belastning, som de større virksomheder ikke har følt på samme måde.
Til grund for beslutningen om, at fødevare-engrosvirksomheder fremover skal fritages for kontrolgebyrerne, ligger et politisk ønske om at fremme fødevareproducenternes muligheder for salg gennem eksterne parter som for eksempel supermarkeder og restauranter.
Fakta: Fritagelsen for gebyrer i forbindelse med den ordinære fødevarekontrol kommer i alt ca. 5.300 virksomheder til gode og omfatter blandt andet mejerier, bryggerier, virksomheder der arbejder med forarbejdning af kød og fisk samt virksomheder, som transporterer fødevarer. Der afsættes politisk 36 millioner kroner årligt til formålet. Ordningen træder i kraft 1. januar 2018.



