Direktøren bag Grønlands største bryggeri Godthåb Bryghus anklager ifølge Børsen fredag Carlsberg og Royal Unibrew for karteldannelse på det grønlandske marked via øl- og sodavandsselskabet Grønlandskonsortiet.
Flere medier trækker paralleller til den store kartelsag i Tyskland for godt tre år siden, hvor Carlsberg og bl.a. AB Inbev hver blev idømt bøder på en halv milliard kroner efter en langstrakt sag om karteldannelse der. I den aktuelle sag er det Nicolai Nissen, der er adm. direktør i Heca og Godthåb Bryghus, der i en henvendelse til konkurrencemyndighederne påstår, at de danske bryggeriers samarbejde har karakter af et kartel og derfor må være ulovligt.
– Det fremgår af selve vedtægterne, at Carlsberg og Royal Unibrew har aftalt grundlaget for salg, markedsføring og sågar rammer for fællesvurdering af, hvordan man kan styre konkurrerende virksomheders produkter på markedet i Grønland, siger Nicolai Nissen til Børsen.
Royal Unibrew afviser overfor avisen, at der skulle være tale om urent trav og henviser til, at Grønlandskonsortiet kun eksisterer for at levere administrative ydelser, mens det er aftapningsselskabet Nuuk Imeq, der står for salg af øl og sodavand i Grønland.
Også Carlsberg afviser anklagerne og siger til avisen, at man ”tager overholdelse af konkurrencereglerne meget alvorligt”.



