
Møllerup Brands er klar med seriøse vækstplaner, der femdobler produktionsarealet. Virksomheden får støtte til de internationale planer fra Future Food Innovation.
En udvidelse fra 600 til 3000 hektar hamp på to år er i sigte for Skandinaviens største hampproducent, Møllerup Brands.
Efter kun to år rykker den danske hampvirksomhed ud over Danmarks grænser og er klar til at sælge deres lille superfrø til udenlandske kunder.
– Der er stor og stigende efterspørgsel på hamp i udlandet og særligt på europæisk hamp. Kina er den absolut største spiller på markedet, men der er ikke den samme tillid til de kinesiske frø, fortæller Henrik Rendbøll, CEO ved Møllerup Brands.
Virksomheden satser på seks europæiske lande og forventer en efterspørgsel, der vil fortsætte med at stige.
Industriel produktion
– Vi har formået at integrere hampen i den danske industri, men i udlandet har man ikke før tænkt hampen ind i industrien, så det er et stort uudnyttet marked, som åbner sig for os. Derudover er det hovedsagligt hampolie og afskallede frø, som dominerer i udlandet, men vi har otte forskellige basisvarer som hampfiberskaller og -proteinpulver, hvilket åbner op for endnu flere markeder, lyder det fra Henrik Rendbøll.
Møllerup Brands har fået støtte fra Future Food Innovation til det internationale projekt. At rykke udenlands kræver nemlig en god portion kapital for at kunne imødekomme nye markeders krav og øget efterspørgsel.
– Der er andre krav i forhold til certificeringer og kvalitetssikring, og dertil er en udvidelse af produktionen nødvendig. Derfor kræver det en del investeringer, og med økonomisk støtte og hjælp til udarbejdelse af konkrete vækstplaner fra Future Food Innovation kan vi rykke hurtigere og bedre. Og det er netop vigtigt at komme ordentligt fra start, når man skal ind på nye markeder, fortæller Henrik Rendbøll.
Udvidelserne fortsætter
Møllerup Brands er gået fra 30 til 300 til 600 hektar.
– Og om to år er vi på 3000 hektar. Vi har nogle store kunder i sigte. Så vi tror på, at vores eksportstrategi kommer til at lykkes, fortsætter Henrik Rendbøll.
Møllerup Brands er blandt de virksomheder, der søger støtte i Future Food Innovations Growth-pulje:
– Seriøse vækstplaner er et krav for virksomheder, der søger økonomiske midler i Growth-puljen. De kan søge et budget op til 2 mio. kroner, hvor det så er et krav, at de vækster minimum 20 procent, fortæller Bjarne Langdahl Riis, projektleder ved Future Food Innovation.
Nye forbrugerne er i fokus
Hamp-pesto, hamp-granola, hamp-snackbar er nogle af produkterne hos Møllerup Brands, der introducerede deres første hamp produkt i 2016.
– Vi er fra start af gået efter forbrugere, som ikke kendte til hamp. Det har ikke været den nemme vej at gå, men i dag er vi i flere landsdækkende kæder, måltidskasser og online butikker. Desuden oplever vi, at industrikunder viser større interesse, fortæller Henrik Rendbøll.
Hjælper virksomheder frem
Future Food Innovation har hovedansvaret for implementering af Vækstforums innovationsindsats på fødevareområdet og tilbyder vejledning, matchmaking og økonomisk støtte. Fx i form af innovationssamarbejder med videninstitutter og vækstforløb. Initiativet er finansieret af Region Midtjylland og EUs Regionalfond og de deltagende virksomheder.
Bag Future Food Innovation står Agro Business Park, Institut for Fødevarer og MAPP Centret ved Aarhus Universitet, VIFU, Teknologisk Institut, Danish Food Cluster og Væksthus Midtjylland. Se mere på http://www.futurefoodinnovation.dk.