Toms Gruppen flytter nu arbejdspladser væk fra fabrikken i Ballerup og ud af landet.
– Vi har noget manuel pakning her i Ballerup, hvor folk sidder med håndkraft og lægger produkter i æsker. Det er alt for dyrt til danske lønninger, så derfor etablerer vi nu et pakkeri i Polen, så vi får noget mere fleksibilitet, og så vi kan gøre det billigere, siger Toms adm. direktør, Jesper Møller.
Mens fedtafgiften vil koste Toms “et større etcifret millionbeløb”, forventer direktøren, at den kommende forøgelse af sukkerafgiften vil ramme virksomheden med over 100 mio. kroner. Derfor rettes fokus mod andre markeder, men med hård konkurrence kræver det, at der skæres i produktionsomkostningerne.
– Det er noget rigtigt rod, at man lægger afgifter på noget, hvor det koster arbejdspladser, når man kunne have lagt afgifter på noget, der er lige så sundhedsskadeligt, men hvor det ikke koster arbejdspladser, siger Henrik Tonnesen, formand for Fødevareforbundet Sjælland og øerne.