
komme de mange danske restauranter til hjælp under landets lockdown.
På blot to uger har mere end 400 restauranter oprettet sig på det frivillige corona-initiativ spisudehjemme.dk. Restauranter over hele landet er nu at finde på sitet, og efter 14 dage er der positive historier at hente hos spisestederne, der oplever stor opbakning fra befolkningen.
Alle ved, at denne tid er særlig svær for vores restauranter, og mange sejl sættes til for at finde på nye muligheder, der kan sikre restauranterne indtjening. Gøres der ikke noget aktivt for at redde dem, vil det for mange betyde, at de må lukke og slukke.
Den nye hjemmeside, spisudehjemme.dk er iværksat for at åbne danskernes øjne for, at det stadig er muligt at spise lækkert tilberedt mad fra deres yndlingsrestaurant, fordi det kan tages med hjem. Initiativet er landsdækkende og nye restauranter og områder kommer stødt til.
Gaver fra gæsterne
På hjemmesiden spisudehjemme.dk er det muligt at klikke sig rundt på landsdele og større byer for at se hvilke restauranter, der tilbyder take-away. Blandt de 400 restauranter har Restaurant HOS i Odensen oplevet stor opbakning til initiativet:
– Vi har oplevet en helt fantastisk støtte særligt fra vores stamgæster. Det er meget rørende. Vi får dagligt rigtig mange bestillinger, folk sender os opmuntrende mails, og vi har sågar fået en masse påskeliljer fra en stamgæst. Det er en overvældende støtte, også fordi vi kun har eksisteret i et enkelt år. Hvis ikke, vi havde denne støtte fra gæsterne, ville vi ikke klare Corona-krisen, fortæller Michelle Hemme fra Restaurant HOS..
En videreudvikling af virksomheden
En anden restaurant, der oplever støtte fra folk, der henter takeaway, er Mangia i København. Her oplever ejer Philip Skovgaard, at takeaway-tiltaget sagtens kan ses som et positivt løft til forretningen:
– Først og fremmest får vi lov til at være sammen som et team. Vi arbejder på ikke at skulle fyre nogen, alle er gået ned i løn, og der er en fed stemning af, at vi må komme igennem det her sammen. Takeaway gør det mere sandsynligt, at vi når igennem i nogenlunde forfatning. Tilskud og diverse pakker dækker nemlig langt fra alle udgifter. Vi var i gang med en vild udvikling, hvor vi lige havde åbnet en ny spisebar, som fik fem hjerter i Politiken dagen efter, at landet blev lukket ned. Det bliver man trist af, men også kamplysten. Jeg overvejer allerede nu, om der skal åbnes en permanent Mangia a Casa efter det her, fortæller han.
Simpel menu glæder gæsterne
Hos Bror Ditlev i Kolding oplever de også stor støtte fra lokalbefolkningen:
– Det er klart, at det er hårde tider for os restauranter, men vi har samtidig en oplevelse af, at folk virkelig gerne vil have os med over på den anden side – så vi kan fortsætte med at servere god mad til vores gæster, når vi igen åbner op for restauranten. Vi kører med en simpel menu for at undgå madspild, og indtil videre har det været en stor succes, ikke mindst at se de mange glade mennesker afhente vores mad, fortæller ejer af Bror Ditlev, Rasmus Vemmelund.
Vi er alle i samme båd
I Aalborg, hvor Restaurant Smæk holder til, er der meget sammenhold blandt gæsterne at hente, selvom restauranten samtidig kører på pumperne:
– Dette er på ingen måde den samme forretning, som vi kører normalt, men med de hjælpepakker, der er kommet, og med nogle kloge valg og nedskæringer af de faste udgifter, så kører vi rundt. Vi kommer nok ikke til at tjene penge, men umiddelbart handler det også om at komme ud med et lille tab som muligt. På den positive side oplever vi virkelig meget, at der er en ny form for sammenhold. Det er som om, der er kommet mere åbenhed mellem folk, der smalltalker med hinanden. Vi er alle i samme båd, og snakker både gæsterne, tjenerne og kokkene med hinanden. Det er meget dejligt at være en del af, fortæller Mads Hyllested fra Restaurant Smæk.
Der kommer en tid efter corona
Bag hjemmesiden står den fynske madblogger Mads Vindfeld Andersen og bloggerkollektivet Gastromand.dk.
– Danskerne er glade for at gå ud at spise. Og der kommer en tid efter Corona, hvor mange af os igen gerne vil kunne sidde og nyde god mad og drikke på landets restauranter. Men et forbud mod at have spisende gæster i restauranterne det næste stykke tid kan imidlertid betyde, at mange restauratører vil være nødsaget til at dreje nøglen om, hvis ikke vi støtter op omkring dem nu. Den støtte kan vi alle sammen give ved at bestille takeaway på de mange restauranter, som nu for at overleve yder denne service, siger Mads. Vindfeld Andersen.