Kvægbruget har skærpet den frivillige aftale om at undgå aflatoksin i mælken. Blandt andet skal der især sættes fokus på risikoråvarer som økologisk majs og rismel, hvor der stilles særlige krav, inden de anvendes.
Aflatoksin er et giftigt svampetoksin, som ikke må findes i hverken foder eller fødevarer. Af samme grund indgik kvægbruget for år tilbage en frivillig aftale, der i endnu højere grad end lovgivningen skulle sikre, at der ikke kom aflatoksin i mælken.
Aflatoksin dannes især ved opbevaring under fugtige og varme forhold i subtropiske og tropiske områder. Hvis malkekøer optager foder med indhold af aflatoksin overføres to-tre procent til mælken.
Bag aftalen står Mejeriforeningen, DAKOFO og Landbrug & Fødevarer, Kvæg. Stigende kvalitetskrav gør, at parterne nu har besluttet at skærpe kravet om lavt indhold yderligere. Det betyder, at målet nu er et aflatoksinindhold under detektionsgrænsen på to ppt.
I den nye skærpede aftale vil der blive sat fokus på råvarer, hvor risikoen for indhold af aflatoxin er særlig stor.Her vil de udpegede risikoråvarer blive holdt i karantæne, indtil der foreligger dokumentation for aflatoksinindholdet.