
Et fælles mål om at inspirere danskerne til at spise mere klimavenligt og plantebaseret ligger bag et nyt samarbejde mellem Cofoco og Naturli’.
En serie af grønne færdigretter i høj kvalitet lander snart i supermarkedernes kølediske, bliver solgt til de professionelle køkkener og indgår i frokostordninger. Retterne er resultatet af et samarbejde mellem Cofoco og Naturli’. Cofoco har mange års erfaring med at udvikle og sælge spændende retter i høj kvalitet gennem sine 12 restauranter, detailhandlen og frokostordninger. Naturli’ er first mover inden for udvikling og salg af plantebaserede fødevarer til detailhandlen.
De første produkter er allerede færdigudviklet, og bliver fulgt op af salater, wraps og sandwiches. Alle produkterne er 100 pct. plantebaserede og skal både sælges fra supermarkedernes kølediske, til de professionelle køkkener og indgå i frokostordninger.
– Vi er begge drevet af at inspirere danskerne til at spise mere klimavenligt og plantebaseret. Det vil vi gøre ved at byde på måltider, der viser, at plantebaserede retter kan smage fantastisk og være fyldt med gode proteiner. Vi kommer til markedet med en produktpallette af grønne måltider, som ganske enkelt ikke findes magen til på markedet og som der er en stor efterspørgsel efter, siger Kåre Find Nielsen, CEO i Cofoco Food.
De første retter er danskernes foretrukne klassikere som plantebaserede udgave af lasagne og chili con carne, der er blevet til chili sin carne. Et nyudviklet ærteprotein fra Naturli’ er her grundstenen, der i smag og konsistens skal minde om kylling.

Det skal være nemt og velsmagende
– Vi ved, at første skridt i en madrevolution handler om at vise forbrugerne, at plantebaserede fødevarer kan smage mindst lige så godt, som de animalske retter, som de fleste af os er født op med. Og så skal maden være nem at gå til i en travl hverdag. Nem at få fat i – nem at tilberede – og til at betale. Det sørger vi alt sammen for med de nye produkter, som vi nu bringer til markedet sammen med Cofoco, siger Henrik Lund, direktør i Naturli’.
Produkterne henvender sig både den de danskere, der vil spise mindre kød, og til dem, der helt har valgt den grønne levevej.
– Vi har stor succes med vores 100 pct. plantebaserede Pipfri, som er baseret på vores unikke ærteprotein og kan bruges i stedet for kylling, og Hakket, som kan bruges til det samme som hakket oksekød. Vores mål er at tilbyde forbrugerne og markedet grønne luksus færdigretter til en dagligdags pris. Her er et stort hul i markedet, mener Henrik Lund, der oplyser, at færdigretterne vil lande i prislejet 40-50 kr. i detailhandlen og rækker til 1-2 personer.