
Restaurationskæden Flammen har sagt farvel til sin adm. direktør, der fratræder stillingen med øjeblikkelig virkning.
Den ekspansive kæde med bøfrestauranter står ifølge Jyske Vestkysten uden chef, efter at topchefen Elias Tychsen har forladt sin stilling med øjeblikkelig virkning.
Ketty Rosenfeldt Sunddal, der stiftede Flammen med sin mand og sine børn, fortæller i en pressemeddelelse, at kæden har brug for en anden direktør til den internationale ekspansion.
Elias Tychsen har ifølge Jyske Vestkysten været med lige fra starten af kæden, der i dag består af 15 restauranter, og kæden nu ekspanderer uden for landets grænser.
Tidligere i år åbnede Restaurant Flammen sin første restaurant uden for landets grænser i Hamborg. Den positive udvikling i både ind- og udland mener ejerne, at Elias Grøftholdt Tychsen har en stor del af æren for.
– Med Elias Grøftholdt Tychsen i spidsen har Flammen vokset sig til en stor og økonomisk stærk virksomhed, som nu også opererer på tværs af landegrænser. Men som et led i virksomhedens ekspansion har vi nu nået en størrelse, hvor vi søger en profil til direktørposten, som kan indfri den vækstplan og den fortsatte rejse, som vi har planer om for Flammen i både Danmark og uden for landets grænser, udtaler Ketty Rosenfeldt Sunddal fra ejerfamilien bag restaurantkæden.
Det er en fantastisk rejse, vi har været på sammen, og jeg er rigtig stolt af den virksomhed, som jeg nu kan være med til at give videre, lyder det fra Elias Grøftholdt Tychsen i Jyske Vestkysten.
Indtil den nye administrerende direktør er fundet, vil Flammens HR-chef Christian Damgaard Lund være konstitueret i stillingen. Han har været en del af Flammen siden 2009.