Gammel Dansk ville aldrig være blevet til den helt særlige bitter, den er i dag, uden produktionschefen for de Danske Spritfabrikker i Roskilde J.K. Asmunds dedikation og passion for ingredienser og smag. Det samme gælder for fodboldklubben Hellas Verona, som aldrig ville have vundet klubbens første og eneste mesterskab i italienske Serie A i 1985 uden Preben Elkjærs helt særlige fokus og passion for at holde fast på bolden og score mål – med eller uden fodboldstøvle.
– Nogle gange må man bare droppe det sikre. Hoppe ud uden faldskærm og så håbe på, det holder. Jeg har altid spillet fodbold, fordi jeg slet ikke kunne lade være. Du skal elske det, du laver, for ellers når du ingen veje med det. Derfor føles det godt at være med til at give en pris til de folk, der er passionerede og tør følge deres drømme, fortæller Preben Elkjær, som sammen med Lars Ulrich indgår i ”Aldrig som andre”-dommerpanelet, og som med sine særprægede scoringer bestemt ikke er som andre.
– Aldrig som andre-prisen og Gammel Dansk hylder alle de passionerede mennesker, der skiller sig ud fra mængden og går deres egne veje, mod strømmen og elsker at være sig selv, fordi de ikke kan lade være, lyder der fra dommerpanelet.