Efter flere år med faldende salgstal er der forår i luften for ølmarkedet. I andet halvår af 2013 oplevede man for første gang i en årrække en stigning i mængden af øl, der blev langet over disken i supermarkeder og på barene. Hos Bryggeriforeningen mærker man også varmere vinde strømme ind over branchen.
– Vi kommer fra en situation, hvor vi i en række år har haft en tilbagegang på mellem 2 og 5 pct. Derfor er det selvfølgelig utroligt positivt, at vi ser en fremgang i andet halvår af 2013, og det er en udvikling, som fortsætter ind i 2014, siger Niels Hald, direktør i Bryggeriforeningen.
1. juni blev afgiften for øl sat ned med 15 pct. Og netop dette peger Niels Hald på som en afgørende faktor.
– Det slår altså igennem på salget herhjemme – også ved at grænsehandlen er faldet, siger han.
Det skriver Børsen.