En ny opgørelse fra fødevaregrossisten Dagrofa Foodservice viser, at klassikere som pølser på grillen, flødeis, pizza og salat igen i år hitter hos gæsterne, der har spist ude i sommerlandet. Samtidig viser tallene, at økologiske og dyrevelfærdsmærkede produkter også har oplevet fremgang denne sommer.

Selvom kalenderen stadigvæk siger august, så lakker sommeren desværre mod enden, men det har været en travl sommerperiode for Dagrofa Foodservice.
Fødevaregrossisten er blandt de største i Danmark, og Dagrofa Foodservice leverer alle slags fødevarer til landets professionelle køkkener som f.eks. restauranter, caféer, hoteller, iskiosker, campingpladser, grillbarer og festivaler.
En frisk opgørelse over virksomhedens salg i juni og juli viser, at sommerklassikere som grillpølser og flødeis stadigvæk er meget populære hos danskere og turister, når de besøger et spisested.
Salget af både grillpølser og flødeis tager et stort spring og lander på hhv. indeks (kilo) 112 og 157 i forhold til juni/juli 2024.
Kommerciel direktør i Dagrofa Foodservice, Jacob Bangsted, sætter disse ord på sommersalget:
“Vi har haft en rigtig god sommer, hvilket vi også kan se i vores salgstal. Her er det tydeligt at se, hvordan der stadigvæk er stor appetit på at købe en grillpølse til byfesten og en is i den lokale iskiosk. Samtidig kan vi også se, at andre traditionelle ’sommerretter’ som pizza og salater klarer sig rigtig flot sammenlignet med sidste år. “
F.eks. er salget af pizzabunde steget markant til indeks (kilo) 143, og salget af salater er ligeledes gået frem til indeks (kilo) 151.
Økologi og dyrevelfærd bliver også valgt til
Dagrofa Foodservice melder samtidig om, at fødevaregrossistens kunder i højere grad end tidligere har bestilt økologiske varer i sommerperioden. Det generelle økologiske salg er steget til indeks 110, og det er særligt kategorierne mejeri, æg og kød, som er de økologiske højdespringere.
Ligeledes oplever Dagrofa Foodservice en overordnet vækst – indeks (kilo) 107 – i sommersalget af produkter – som f.eks. mælk, smør, ost og kylling – med et, to eller tre dyrevelfærdshjerter.
Kommerciel direktør i Dagrofa Foodservice, Jacob Bangsted, siger afslutningsvis:
“Selvom de klassiske sommerretter fortsat er meget populære, så er den danske madscene hele tiden under udvikling, og lige nu ser vi en tendens til, at både økologi og dyrevelfærdsmærkede produkter vinder frem. Det bliver interessant at følge, hvorvidt det er en udvikling, som for alvor bider sig fast resten af året.”
Den nye undersøgelse fra Dagrofa Foodservice viser også, at salget af varer fra danske leverandører er stabilt, men der er en klar tendens til, at danske drikkevarer i form læskedrikke, juice og saft er mere populære denne sommer ift. sidste år.