Arla udvider det laktosefri sortiment med en laktosefri piskefløde 36%, der er ideel til madlavning. Den laktosefri fløde er den første af sin slags på det danske marked, så nu kan også de danske forbrugere nyde alt fra Risalamande til saucer og supper helt uden laktose.
Arlas friske laktosefri minimælk er blevet godt modtaget og efterspørgslen på flere laktosefri produkter – især til madlavning – er stigende. Derfor udvider Arla den laktosefri produktportefølje med laktosefri fløde.
– Vi vil gerne gøre mælk og andre basis mejeriprodukter relevante for dem, som i dag helt fravælger mejeriprodukterne for at undgå laktose. Efterspørgslen på laktosefri produkter er stigende, og derfor introducerer vi nu en fløde uden laktose, som gør det meget lettere for denne forbrugergruppe at anvende mejeriprodukter til madlavning, siger kategorichef Mads Thygesen, Arla.
Den laktosefrie piskefløde smager som helt almindelig fløde og kan bruges på nøjagtig samme måde.