Verdens måske mest indflydelsesrige restaurant de sidste femten år lukker. Det fortæller indehaver og stifter René Redzepi i et interview med New York Times. Lukningen sker ved udgangen af 2024, hvorefter Noma vil fortsætte på nye måder – blandt andet som pop-up-restaurant af og til og som madlaboratorium.

Det er noget af en choknyhed, der går gennem madbranchen, at René Redzepi melder en lukkedato ud for den legendariske restaurant på Refshaleøen. Det er en nyhed, der kom frem i et interview med New York Times.
“Vi er nødt til at arbejde på en anden måde … økonomisk og følelsesmæssigt, som arbejdsgiver og som menneske, fungerer det bare ikke,” siger Redzepi i artiklen.
Fortsætter blandt andet som pop-up
Den berømte restaurant, der i flere omgange er kåret som verdens bedste, fortsætter dog sit virke på en anden måde end hidtil. Hvordan, det kommer til at ske, ligger ikke fuldstændig fast. Men ifølge interviewet i New York Times skal lokalerne på Refshaleøen fungere som et madlaboratorium, hvor man blandt andet vil udvikle produkter til Noma Projects, der sælger forskellige produkter – fx garum-saucer og eddiker. Desuden vil der være undervisningsforløb.
Noma vil dog også fortsætte af og til som pop-up-restaurant – blandt andet til foråret, hvor Noma rykker til Japan. Det forlyder i følge artiklen i den amerikanske avis, at Noma vil lukke som restaurant ved udgangen af 2024.