Street food, pizza, pølser, burgere og hjemmelavet is. Danskerne er vilde med mad, der er let at tage med, og det luner i kassen hos dem, der laver det. Det skriver Ritzau på baggrund af en regnskabsgennemgang foretaget af revisionshuset Deloitte.
I gennemsnit er indtjeningen hele 73 pct. højere blandt de små madsteder sammenlignet med restauranter og caféer af samme størrelse. Men konkurrencen i de store byer er hård.
”I disse år er det helt klart den hurtige mad, der genererer den største indtjening pr. ansat. Det gælder alt fra pizzeriaer og grillbarer til isbarer til den såkaldte street food. De mindre madsteder har typisk en høj omsætning, uden at de nødvendigvis behøver foretage store investeringer. Det er godt for bundlinjen,” siger partner i Deloitte Claus Jorch Andersen.