Den 7. november åbner Progress Point, som er Marels nye trænings- og democenter på Amager kun fem minutter fra Københavns lufthavn i Kastrup. Centret er designet til at besøgende kan opleve Marels udstyr og integrerede løsninger i et miljø, der minder om fødevareproducenters virkelige produktionsforhold.
Centret består af 2.700 m2 demo-haller, mødelokaler, et stort auditorium, professionelt køkken samt mulighed for beværtning. Demonstrationsfaciliteterne er designet til at kunne simulere forholdene i virkelige fødevareproduktioner, med blandt andet 900 m2 demonstrationsplads som inkluderer både våd- og køleområder. Besøgende til Progress Point kan opleve Marels udstyr og løsninger til fisk, kød og fjerkræindustrierne, og placeringen i København er nøje udvalgt for at sikre at kunder, gæster og medarbejdere fra hele verden nemt kan komme til og fra centret.
Allerede fra åbdningsdagen er centret booket til demoer og møder. Salmon Showhow i februar 2014 bliver det første store arrangement, som skal afholdes i centret. Til dette arrangement mødes lakseindustriens ledere fra hele verden for at diskutere de seneste trends og hovedemner i industrien og for at se og opleve det seneste og bedste lakseproduktionsudstyr.
– I Progress Point kan vi simulere forholdene i de virkelige fødevareproduktioner, hvilket gør det nemmere for os at finde den rette løsning til vores kunder. Democenteret vil også hjælpe vores kunder i deres købsbeslutninger da vores udstyr og løsninger nu er udstillet ét sted, siger CEO Theo Hoen, og opfordrer til at læse mere på http://www.marel.com/progresspoint.