
Med en ambition om at fordoble antallet af butikker de kommende år har Lidl skabt stor vækst de seneste år. Nu er hovedkontoret i Kolding blevet for småt, og derfor vil Lidl bygge splinternyt hovedkontor i den nye kreative bydel ved Godsbanen i Aarhus. Den internationale dagligvarekæde vil gerne tættere på Aarhus og den udvikling, der finder sted i byen, ikke mindst på byens uddannelsesinstitutioner. Lidl forventer således at kunne tiltrække fremtidige medarbejdere fra bl.a. uddannelsesinstitutionerne i Aarhus, herunder Aarhus Universitet og Aarhus BSS.
– Siden vi åbnede den første Lidl butik i Danmark i 2005, er vi gået fra 13 til 111 butikker, så det går meget stærkt – og det kan vi takke vores medarbejdere for. Nu er vi klar til næste skridt i vores udvikling, som er et nyt hovedkontor. Jeg glæder mig personligt til at give vores medarbejdere helt nye – og fantastiske – rammer, som vi skal vokse videre i, siger adm. direktør i Lidl Danmark, Dirk Fust.
Centrallageret forbliver i Kolding
Hvis Aarhus Byråd giver grønt lys til, at Lidl kan købe byggegrunden, vil flytningen fra lokalerne i Kolding betyde, at ca. 250 medarbejderes faste arbejdsplads flytter til Aarhus i 2021. Lidls lagerlokaler forbliver i Kolding.
– Vi håber, at alle medarbejdere vil med til vores nye kontor, men vi forstår også godt, at flytningen påvirker hverdagen for de medarbejdere, der får længere transporttid. Derfor vil vi sørge for den bedst mulige overgangsfase, forklarer Dirk Fust, der også påpeger, at det er planen at skabe mange nye stillinger i Aarhus.
Medarbejderne på kontoret og lageret i Kolding er orienteret om flytningen.
Bæredygtigt byggeri og koncept-butik
Byggeriet af det nye hovedkontor vil efter planerne ligge på hjørnet af Carl Blochs Gade og Søren Frichs vej og blive bæredygtighedscertificeret efter DGNB standarden, der betyder, at byggeriet skal leve op til en lang række kriterier. Det handler bl.a. om energiforbrug akustik og dagslys, intelligent lysstyring, opsamling af regnvand og affaldshåndtering.
– Netop det her område ved Godsbanen – hvor mange lokale kræfter allerede nu har skabt et virkelig spændende miljø – synes vi, er det perfekte sted for både vores hovedkontor og koncept-butik. Vi vil gerne tage aktiv del i nærmiljøet og være med til at videreudvikle området i fællesskab med vores nye naboer, siger Dirk Fust.
Før byggeriet kan starte, skal Aarhus Byråd behandle sagen, og det forventes at ske på førstkommende byrådsmøde. Herefter skal der udarbejdes lokalplan for området.