
Et stærkt partnerskab med et godt formål. Det er udgangspunktet for forlængelse af hovedsponsoratet mellem Danske Hospitalsklovne og dagligvarekæden Lidl. Den nye aftale vækker glæde i begge lejre, som ser frem til det fortsatte samarbejde i endnu tre år.
Flaskepant og røde klovnenæser kan bringe mange glæder med sig. Det ved man hos Danske Hospitalsklovne, og det ved de hos Lidl. Hospitalsklovnene har siden 2015 haft et tæt samarbejde med dagligvarekæden. En aftale som nu er forlænget til og med 2020.
– Vi er meget stolte af, at vi har forlænget vores hovedsponsorat af Danske Hospitalsklovne til og med 2020. Hospitalsklovnene spreder smil og glæde, og gør en kæmpe forskel for børnene på børneafdelingerne rundt omkring i landet. Det er en ære for Lidl, at vi kan bidrage til, at flere børn kan få positive oplevelser i en ellers svær tid, siger indkøbsdirektør for Lidl, Mikko Forsström.
Direktør i Danske Hospitalsklovne, Kenneth Øhrberg, deler Mikkos begejstring:
– Forlængelsen af aftalen med Lidl betyder meget for os, fordi Lidl er en af vores vigtigste samarbejdspartnere. Vi oplever en overvældende støtte fra Lidls kunder gennem pantdonationerne, og vi har set et stort engagement fra Lidls side i forhold til vores aktiviteter. Det er et stort bidrag til vores fortsatte arbejde og vores muligheder for at gøre en forskel fremadrettet, og det er vi naturligvis meget glade for.
Hvordan kan du bidrage?
Hvis du gerne vil bidrage til Danske Hospitalsklovnes arbejde for syge børn, kan du deltage i et af de mere end 60 Klovneløb, som løber af stablen fra den 21. april og frem til den 30. juni rundt omkring i hele landet. Og på den store ”Spred Glæde Dag” fredag d. 7. september kan du tage den røde klovnenæse på, vise din støtte og sprede glæde i dine omgivelser. De røde næser kan du købe i Lidl, hvor beløbet går ubeskåret til hospitalsklovnene.
Også i selve Lidl-butikkerne er der mulighed for at støtte op om det gode formål. Udover køb af klovnenæserne kan du vælge at donere din flaskepant direkte til hospitalsklovnenes arbejde via flaskeautomaterne, hvor du også kan se, hvilket hospital og hvilke hospitalsklovne din donation går til. I julen donerer Lidl ligeledes en procentdel af salget fra deres egen produktserie Favorina, til hospitalsklovnene. Favorina serien indeholder blandt andet kager, slik og chokolade, som du kan tage med hjem med lidt bedre samvittighed.
– Om det er ved at løbe Klovneløb, gennem flaskepant eller ved at sprede glæde med den røde klovnenæse på, så bifalder vi ethvert bidrag til Danske Hospitalsklovne, som gør et fantastisk arbejde for så mange børn. Jeg trækker selv i løbetøjet til et Klovneløb inden så længe. Det bliver super hyggeligt –og selvfølgelig med den røde klovnenæse på under slutspurten, siger Lærke Skaksen, med et glimt i øjet.
Læs mere om hospitalsklovnene og deres arbejde, om Klovneløbene og foreningens andre aktiviteter på http://www.danskehospitalsklovne.dk.