Danske kvinder går mere op i bæredygtige madvaner end mændene, viser en ny undersøgelse fra HelloFresh. Ikke desto mindre bør vi alle blive bedre til at indarbejde flere af dem i hverdagen, siger Sofia Fattori, talsperson for måltidskasseleverandøren.

Størstedelen af danske kvinder arbejder på at mindske deres madspild. Til gengæld forholder det sig anderledes for mændene.
Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse af analyseinstituttet Censuswide foretaget på vegne af HelloFresh, der viser, at 55 procent af kvinder til daglig griber ind i kampen mod madspild, mens blot 41 procent af mændene gør det samme.
Dertil er kvinderne herhjemme også bedre end mændene til at træffe bæredygtige madvalg generelt. I analysen fremgår det blandt andet, at kvinder oftere medbringer egne indkøbsnet, når de handler, vælger færre kødprodukter og i højere grad fryser overskydende mad ned.
I forhold til madspildet er det en god start ifølge Sofia Fattori, der er madekspert hos HelloFresh.
“Hvis vi ser på gennemsnittet for begge køn, er det 48 procent af danskerne, altså halvdelen, der i dagligdagen aktivt tager madspildsreducerende valg. Det vidner om, at vi er på vej i den rigtige retning,” siger Sofia Fattori, Head of Culinary hos HelloFresh i Norden.
Danskere smider mere mad ud end resten af verden
Ifølge en FN-rapport fra 2022 smider danske husstande hele 25 procent af indkøbte madvarer ud. Madspild er dermed mere udbredt blandt danskerne end på verdensplan generelt, hvor 17 procent af al mad kasseres.
Samtidig viser rapporten, at over halvdelen af danskerne (53 procent) smider udløbne fødevarer ud så ofte som 1-2 gange om ugen.
Derfor er der også stadig plads til forbedring, mener Sofia Fattori – uanset om man er det ene eller andet køn.
“Selvom godt halvdelen af os arbejder på at mindske madspild i hverdagen, kan vi stadig blive bedre. Vi er der ikke endnu. For i en ideel verden er langt størstedelen af danskerne bevidste om at reducere madspild og om at træffe generelt mere bæredygtige madvalg,” siger hun.
Bæredygtige madvaner
Ifølge madeksperten starter klimavenlige madvaner med erkendelsen om, at hvert lille tiltag tæller i det større billede.
“Der er ikke én forkromet løsning, men mange små. Et godt sted at starte i forhold til selve madspildet er at have en madplan uge for uge, anvende madrester, man ellers ville kassere, til nye retter samt se, lugte og smage sig frem i stedet for udelukkende at navigere ud fra udløbsdatoer,” siger Sofia Fattori.
Og hvis man fx vil skære ned på sit kødindtag, bør man fokusere på plantebaseret mad, der stiller umamilysten såsom svampe og fermenterede grøntsager, slutter hun.