På “Scandinavien Dairy Contest” med 1400 deltagende mejeriprodukter gik sejren i kategorien “Skandinaviens bedste ost” til Klovborg Mejeris Danbo +45. Ostene bedømmes på deres ydre fremtræden, farve, opbygning og konsistens. Derudover vægtes lugt og smag naturligvis højt.
– På baggrund af de kriterier får ostene karakterer, og Klovborg-osten var altså bedst i år, siger projektleder Sven Aalborg. Der var både ost, smør og konsumvarer fra Danmark, Norge, Sverige og Færøerne med i konkurrencen. Arla Foods Hobro Mejeri vandt konsumkategorien med en Harmonie øko-skummetmælk, mens Arla Foods Holstebro blev skandinaviensmester i smør med en 500 gram saltet Lurpak.
Til osteentusiasterne kan mejerichef Per M. Olsen oplyse, at Klovborg Mejeri arbejder på at lancere to nye oste med hhv. rosmarin og brændenælder.