Hotel- og restaurantskolen i Valby lagde igen rammer om Landbrug og Fødevarers kåring af årets ret med gris. Konkurrencens formål er, at inspirere kokke og forbrugere til at se mulighederne grisen som råvare – og turde servere den som en gastronomisk oplevelse.
Et velbesat dommerpanel ledt an af Jacob De Neergaard, iværksætter og tidligere modtager af en michelinstjerne, blev budt på hele 14 retter med gris, og der blev vist stor kreativitet og spændende retter fra restauranterne der kom fra hele landet. Publikum blev ført igennem konkurrencen af en veloplagt Bo Jacobsen, indehaver af Restaurationen i hjertet af København. Der blev underholdt med anekdoter fra Jacobsens barndom, historier om grisens egenskaber og generelt skarpe analyser af grisen som råvare i et velbevandret gastronomisk køkken.
-Det er vigtigt i en branche som denne, at kunne vise en diversitet som håndværker, hvis man gerne vil frem i verden, fremhæver Bo Jacobsen, og fortæller videre at det slet ikke er det samme at spise en ret i dag, som det var for 20-30-40 år siden. Maden taler mere til sanserne, og det er en total-oplevelse, når man går ud og spiser.

Årets vinderret blev præsenteret i fællesskab af hoveddommer Jakob De Neergaard, tidligere chefkok på Søllerød Kro og Francis Cardenau ligeledes tidligere chefkok på Søllerød Kro, kunne overrække 30.000 kroner og æren til den nuværende chefkok på Søllerød kro Brian Mark Hansen. Et sjovt sammentræf med de tre topkokke hvis karriere krydser på finurlig vis, et sammentræf der vidner om Søllerød Kro’s evne til at spotte og hyre nogen af de største talenter i branchen. I vanlig stil fra den scenevante franske Cardenau, var der både plads til vittigheder og kloge ord, da han påpeger at nok findes der mange dygtige kokke – men de største er dem med talentet. Og med de ord kunne dommerne overrække Brian Mark Hansen og følge, en check på 30.000 kroner og en stribe gaver fra arrangementets sponsorer.
Vinderretten bestod af stegt snitte fra slagtesvin med artiskok, tørret hjerte og sauce på karamelliserede nøgleben og haler og Brian Mark Hansen fortalte, at de gerne ville flytte fokus fra de gængse mørbrad og kotelet stykker og over på et stykke som snitten, som er så velsmagende og delikat.

Vi håber, at dagens kåring af årets ret med gris kan være med til at inspirere flere til selv at tilberede flere måltider med gris. Vi kan se, at særligt unge mellem 20-29 år spiser mindre grisekød. Det er ærgerligt, for retter med gris kan i stor stil varieres til lækre menuer. Mange tror fejlagtigt, at retter med gris er fed mad. Det er ikke tilfældet,” siger Mette Jasper Gammicchia, afdelingsleder i Landbrug & Fødevarer og fortsætter: – Vi vil gerne inspirere til, at kokkene og forbrugerne ser mulighederne i dansk gris som råvare og tør prøve nye retter af høj gastronomisk kvalitet.

Årets ret med gris er en tilbagevendende kokkekonkurrence. Den er organiseret af Landbrug & Fødevarer og økonomisk støttet af Norma og Frode S. Jacobsens fond.

Følgende restauranter deltog i kokkekonkurrencen: Restaurant Søren K, Restaurant Paustian, Restaurant Ravelinen, Bistro Boheme, Søllerød kro, The Balcony, Restaurant Babette, Restaurant Knapp, Restaurant Substans, Treetop Restauranten, Hotel og Restaurant Fru Larsen, Falsled Kro, Restaurant Gastromé og Restaurant Hjemme.