Hvilke køer udleder mindst metan pr. liter mælk? Og hvordan påvirker blandt andet foderindtaget udledningen? Det er fokus for et forskningsprojekt, hvor landmand Claus Fenger på Vejlskovgaard i Odder og tre forskere fra Aarhus Universitet overvåger køernes metanudledning døgnet rundt.

Metan fra kvæg udgør i dag en tredjedel af landbrugets CO2e-udledning, og reduktion af metanudledning er en af de bedste veje til at sikre en mere klimavenlig mælkeproduktion. Derfor har forskere fra Aarhus Universitet nu fokus på at sikre det langvarige træk, der skal mindske metanudledningen i køernes bøvser, samtidig med at de fortsat skal sikre sunde køer, der hverken spiser for meget eller for lidt, og som har en høj produktion.
Målet er at udvikle modeller, som inddrager viden om koens DNA for at finde frem til og avle videre på de mest klimavenlige køer, som landmændene skal have på græs og i staldene i fremtiden.
Modellerne udvikles blandt andet i samarbejde med Arla-landmanden Claus Fenger, der driver Vejlskovgaard.
Vejlskovgaard er den første ud af to privatejede gårde i verden, hvor overvågningen foregår døgnet rundt.
”Det setup, vi har på Vejlskovgaard, er helt enestående. Vi får aldrig en ko, der ikke udleder metan. Men den fremtidige model vil sørge for, at der tages hensyn til klimaet, når landmanden skal beslutte hvilke køer, der skal avles videre på. For med modellen bliver det muligt for os at udvælge køerne ud fra, hvem der er mest sunde, og hvem der udleder mindst metan,” siger Trine Villumsen, der er Seniorrådgiver på Center for Kvantitativ Genetik og Genomforskning ved AU.
Odder-landmand er åben for udvikling
Den østjyske Arla-landmand Claus Fenger var ikke i tvivl, da forskerne spurgte, om de måtte forske på Vejlskovgaard.
”Vi skal have fundet en løsning på, hvordan vi selekterer de sundeste og mest fodereffektive køer. Og jeg synes, det er fantastisk, at der er nogen, der har lyst til at forske i lige præcis den udfordring, så vi også kan drive kvægbrug i fremtiden. Det vil jeg selvfølgelig gerne bidrage til, så meget som jeg overhovedet kan,” siger Claus Fenger og fortæller, at han altid har været meget fokuseret på at optimere sit ressourceforbrug.
”Ved hjælp af det arbejde, forskerne laver lige nu, har vi fået et parameter for fodereffektivitet på ko-niveau. Det har vi aldrig prøvet før, og det er et vigtigt skridt i den rigtige retning,” siger han.