Arla har forbedret sin populære kogebogsapp, så den nu indeholder samtlige opskrifter fra Arla Karolines Køkken og en række nye funktioner. Den nye Arla Karolines Køkken App fås både til iPhone, iPad og Android-mobiltelefoner.
App’en giver adgang til de cirka 4.000 lækre og gennemtestede opskrifter – også alle dem fra Karoline-kogebøgerne – som hidtil kun har været tilgængelige via Arlas hjemmeside, arla.dk.
– Vi vil gerne gøre livet nemmere for børnefamilierne og alle andre danskere. Vi ved, at mange først planlægger aftensmaden i sidste øjeblik. Med den nye App har du altid inspiration til nem, sund og lækker mad lige ved hånden – uanset om du er på arbejde, på vej hjem eller står i supermarkedet, siger Tove Færch, der er opskriftsansvarlig i Arla og leder af Karolines Køkken.