De voldsomt stigende energipriser har gjort det mere attraktivt at tænke i energioptimering, der får måleren til at løbe langsommere og reducere omkostningerne til strøm. Det mærker man hos midtjyske Vibocold, der leverer totalløsninger til køl, frys og varmeregulerende produkter til de førende dagligvarekæder i hele Danmark. Mange af dem er beliggende i de hårdt ramte landdistrikter.

Lige nu handler det for mange lokale købmænd om overlevelse, om hvordan de får råd til at betale den næste elregning, fordi energipriserne er tæt på det tredobbelte af, hvad de var på samme tid sidste år.
Situationen er også uvant og noget presset i Kragelund, hvor Thomas Nielsen siden 2019 har drevet Min Købmand.
– Vi har heldigvis en veldrevet men ældre butik, der kræver vedligehold, og der var senere i år budgetteret med en omfattende modernisering og investering i nye kølere og frysere. Denne investering har vi fremrykket grundet energipriserne og investeringen udmønter sig i energibesparelser her og nu, fortæller Thomas Nielsen.
Kunderne er desperate
De fleste selvejende købmænd er presset i en grad, der truer den fortsatte drift pga. de eksplosivt stigende energipriser. For nogle butikker er der tale om merudgifter for mange tusinde kroner ekstra hver måned.
Thomas Nielsen kan dokumentere, at butikkens elregning fra juni til august er steget fra 50.000 kr. til tæt på det dobbelte.
Hos Vibocold, der bl.a. installerer og servicerer køle-, fryse- og klimaanlæg i dagligvarebutikker, mærker man tydeligt, at fokus har flyttet sig, når ansatte i salg og service er i dialog med kunderne, der bl.a. tæller Thomas Nielsen.
– Mange er desperate. Det er krisetider, og det er ganske uvant for de fleste. For hvad gør vi? Hos Vibocold oplever vi to scenarier udspille sig i øjeblikket; kunder sætter enten sejl og investerer i opgradering af deres udstyr, eller de afventer situationen, simpelthen fordi midlerne ikke er til at gøre andet, fortæller Uffe Nitschke, der er key account manager hos Vibocold.
Besparelser på 40 procent
Hos Min Købmand i Kragelund havde man allerede låg på køle- og frostgondolerne, som var tilkoblet et ældre eksternt anlæg. Som et yderligere tiltag, der kunne bidrage til energibesparelser i butikken, udskiftede Thomas Nielsen for en måned siden omkring 80% af butikkens gamle køle- og frysemøbler med nye og mere moderne fra Vibocold.
– Udover at de er pænere og ikke går i stykker hele tiden, så sparer vi på vores månedlige elregning ved denne udskiftning, beretter Thomas Nielsen og fortsætter:
– Vi slukker naturligvis også al belysningen både inde og ude om natten, indenfor har vi flere stedet opsat sensorer, så lyset ikke står og brænder og vi taler meget om adfærd – både vores egen og kundernes. Bl.a. opfodrer vi vores kunder til at vente med at åbne lågerne til kølemontren, indtil de har besluttet, hvad de skal have.
Thomas Nielsen har i processen med opgradering til nye køle- og frysemøbler været i tæt dialog med Uffe Nitschke fra Vibocold.
– Vi fandt hurtigt frem til at der var penge at spare ved at skifte de eksisterende køle- og frostgondoler ud med optimerede omstilbare displaybokse. Det eksisterende inventar var tilsluttet et eksternt anlæg, hvorimod de nye bokse er plug-in med indbygget kompressor. Volumen er den samme, men strømforbruget viste sig at være langt mindre, helt op til 40 procent. Derudover giver løsningen øget fleksibilitet, da hver boks drives selvstændigt og dermed kan udnyttes og flyttes efter behov. Det er jo en kæmpe fordel disse tider, fortæller Uffe Nitschke.

Butikken er blevet mere indbydende
Når Thomas Nielsen og hans ansatte taler med kunderne i butikken, hører de, at kunderne er begejstrede for opdateringerne. Han lægger ikke skjul på kundernes betydning men er bekymret for det, der med al sandsynlighed venter.
– Vores kunder er meget loyale og bakker op om os lokale. De ved godt, at de er vores levebrød. Uden kunderne har vi ikke et eksistensgrundlag. Men i Kragelund har 95% af indbyggerne gasfyr, så vi er godt klar over, at lige om lidt rammer realiteterne og manges købekraft vil blive påvirket. Det er en skræmmende tanker, siger Thomas Nielsen og afslutter:
– Det vil skade lokalsamfundet og den sammenhængskraft, vi i årevis har arbejdet målrettet for, hvis vi er nødt til at lukke, men jeg er optimistisk og tror på, at investeringerne i butikken er den eneste vej frem for os.