DLG-koncernen sælger Lammefjords Grønt til Flensted Food Group. Salget sker som led i DLG’s fokuseringsstrategi.
“Vi har været på udkig efter en køber til Lammefjords Grønt, da produktion og forarbejdning af gulerødder, kartofler og snitgrønt ligger i periferien af vores kerneforretning. Vi er derfor glade for at have fundet den rigtige køber, da det er vigtigt for os, at Lammefjords Grønt og de produkter som kunderne kender bliver videreført,” siger Vagn Hundebøll, vicekoncerndirektør i DLG.
Medarbejderne i Lammefjords Grønt overdrages til Flensted Food Group, og vil dermed fortsætte deres daglige arbejde.
Med salget af Lammefjords Grønt er DLG’s sidste fødevareaktiviteter i DLG Food frasolgt, og fødevareaktiviteterne lukkes dermed endegyldigt ned. DLG’s resterende aktiviteter inden for Food er nu alene forarbejdningen af rapsfrø i Food Oil, som bliver en integreret del af DLG’s grovvareforretning.
“Med salget lukker og afslutter vi samtidig salgsselskabet Florette Lammefjorden, der er et joint venture med det franske selskab Agrial. Selvom salgsselskabet lukkes, fortsætter DLG’s gode og frugtbare partnerskab med Agrial, som vi i øjeblikket er ved at opføre en kvægmineralfabrik i Frankrig med. Agrial har udvist stor forståelse og fleksibilitet i forbindelse med salget af Lammefjords Grønt,” siger Vagn Hundebøll.