Danske virksomheder er i særklasse, når det gælder bæredygtighed og innovation i emballageløsninger, og Interpack er et oplagt udstillingsvindue til at vise verden, hvad Danmark kan byde på.

Uanset om det gælder genanvendelige eller komposterbare emballager – eller om der er tale om produktionslinjer, der i kraft af kvalitet og pålidelighed holder år efter år – er bæredygtighed og innovation overskrifterne på de danske styrkepositioner inden for emballageløsninger. Det bliver også omdrejningspunktet på Interpack 2023 i Düsseldorf 4.-10. maj.
-Danmark er førende i verden, når det gælder bæredygtighed og innovative løsninger inden for emballage, og det er noget af det, de danske udstillere kommer til at vise sig frem på til Interpack, fortæller Sandra Ladefoged, Head of Food Tech hos Danish Export Association, som har ti udstillere med på den danske fællesstand, der er støttet af Trade Council.
Fiberbakker skal erstatte plast
En af de danske udstillere, der deltager på Interpack, er VARO, som på flere fronter excellerer i bæredygtige emballageløsninger. Med specialmaskiner, der kan håndtere lidt af hvert inden for emballering, vil VARO vise sine løsninger frem på det tyske marked, hvor man gennem mange år er gået meget op i at sortere, genbruge og genanvende. Derfor er maskinen, der kan fremstille bionedbrydelige fiberbakker som erstatning for de plastbakker, der i dag anvendes til emballage til mange af vores fødevarer, en af de ting, VAROs datterselskab, CAMPEN Machinery vil promovere.
-Airlaid-teknologien, som vi bruger, er egentlig 40 år gammel, og for 20 år siden begyndte vi at lave de første fiberbakker. Men det er først inden for de seneste år, at vi ser, at det begynder at vinde indpas, og vi vil bruge Interpack til at vise bakkerne frem, siger Senior Airlaid Specialist Jens Erik Thordahl.

En anden af VAROs løsninger, som også taler ind i tanken om mindre spild og mindre CO2 er en emballeringsmaskine, som kan lave pakker ud af bare ét stykke pap, og som ikke bruger en centimeter mere pap end der rent faktisk er brug for. Dermed minimeres emballagespildet og transportpladsen kan optimeres, så der ikke fragtes så meget luft rundt i lidt for store papkasser.
Vanvittigt verdensrekordforsøg
Interpack kommer også til at byde på lidt fart og spænding, hvis man kigger forbi QUPAQs stand. Virksomheden, som fremstiller bakkedispensere til fødevareindustrien, kommer til Tyskland med målet om at slå sit navn fast. Det er nemlig et nyt brand, der opstod for et år siden efter fusionen mellem Carsoe og Intech.
Men nok så vigtigt er virksomheden med på messen for at demonstrere, hvordan de gennem innovation kan optimere på deres maskiner og sikre løsninger, der er driftssikre dag efter dag, år efter år.
Det sker med et ret spektakulært rekordforsøg – live på messestanden. Hvor bakkedispensere normalt kører i et tempo på mellem 50 og 60 i minuttet, har QUPAQ arbejdet i kulissen med en særtunet maskine, der skal forsøge at sætte verdensrekord og spytte 1000 bakker ud på et minut.
-Det er lidt crazy, men vi vil bruge rekordforsøget til at sætte fokus på innovation og diskutere, hvilke behov branchen har for at løfte niveauet. Fart er ikke et egentligt parameter for os, men det her handler om pålidelighed, som er vores kerneværdi både i produkter og i forretningen i det hele taget. Det bliver en voldsom stresstest af vores værktøjer, så det skal vise, at vi har et pålideligt produkt med den driftssikkerhed man skal forvente som kunde hos os, fortæller Digital Marketing Manager, Jesper Johansen fra QUPAQ.
Har man lyst til at overvære det formentlig lidt hektiske – og forhåbentlig succesfulde – rekordforsøg, finder det sted på QUPAQs stand 5A42 fredag 5. maj klokken 15.
Pavilion of Denmark
Man finder Pavilion of Denmark i Hal 4, standnummer 4E54. Pavilion of Denmark er arrangeret af Danish Export Association og støttet af Trade Council.
Udstillere på Pavilion of Denmark på Interpack 2023:
• Campen Machinery A/S
• Gerstenberg Services A/S
• Koncept Tech A/S
• Limitech A/S
• NTF-Aalborg A/S
• Roll-O-Matic A/S
• Scansteel foodtech ApS
• Scanvaegt Systems A/S
• Teknologisk Institut – DMRI
• Varo A/S