Find den møde-snack, der passer bedst til din kaffe

Hvis du driver en kantine, er ansvarlig for at brygge møde-kaffen eller bare vil forkæle dine kollegaer med ”lidt lækkert til kaffen”, så finder du inspirationen til, hvad det skal være … i din kaffe.

Hvad skal du servere til kaffen?

Serverer du typisk kage eller søde sager til møde-kaffen? Så giver det god mening, ifølge sensoriker og supersmager Lisbeth Ankersen:

”For det første fordi de søde noter balancerer kaffens bitre smagsnoter. Desuden forbinder vi ofte den kombination med gode og hyggelige stunder, vi har haft”, forklarer hun.

Kender du din kaffes smag?

Der er mange forhold, der har betydning for kaffens smag. Kaffens smag afhænger bl.a. af hvor bønnerne er dyrket, om det er Arabica- eller Robusta-bønner, om de er vaskede eller uvaskede, samt hvilket blend – altså hvilket mix af forskellige sorter, der er tale om.

”Kaffe er yderst kompleks i smagen. Gennem undersøgelser har man registreret 800-900 smagsstoffer i kaffe. Der er altså stor forskel på, hvordan kaffe smager”, fortæller Lisbeth Ankersen.

Desuden har det stor betydning, hvordan bønnerne er ristet og om kaffen er brygget korrekt.

Smag på kaffen og opdag nye muligheder

Der er altså kun én ting at gøre, når du skal finde ”det perfekte snack-match” til jeres kaffe:

”Smag på kaffen – og støt dig eventuelt til teksten på emballagen – når du vil finde ud af hvilke smagsnuancer, der dominerer den kaffe, I har på arbejdspladsen:

Hvis du finder ud af, at kaffen har mange ristede brød- og nøddeagtige noter – så er det en god idé at servere en snack med nødder i eller noget hårdt bagt brød, der underbygger kaffens smag.

Hvis din kaffe er domineret af frugt- og blomsternoter, så er det i dét univers, du skal finde noget at kombinere med”, råder sensoriker Lisbeth Ankersen.

Mød Lisbeth Ankersen:

Lisbeth Ankersen er uddannet kemiker og driver sit eget firma InnovaConsult, der tilbyder smagsvurderinger for fødevarebranchen i forbindelse med produktudvikling og markedsføring.

Lisbeth Ankersen er supersmager. Hun har fået målt flere smagsløg på tungen end de fleste, men det er ikke det væsentligste, mener hun. Det afgørende er, at hun kan huske og beskrive smagene.

”Alle mennesker kan smage, men ikke alle er vant til at sætte ord på det, de smager – og den evne kan optrænes” siger Lisbeth Ankersen.