
Nu skruer Danish Crown og datterselskabet Tulip Food Company kraftigt op for baconforretningen med købet af den hollandske Baconspecialist Zandbergen.
– Tulip Food Company har som en klar målsætning i 4WD-strategien at udvikle baconforretningen, og med opkøbet af Baconspecialist Zandbergen intensiverer vi indsatsen. Baconspecialist Zandbergen er en 100 procent dedikeret bacon-producent, som gennem en årrække har været inde i en meget positiv udvikling med en flot organisk vækst, som vi ønsker at videreudvikle, siger Group CEO i Danish Crown Jais Valeur.
Baconspecialist Zandbergen er stiftet i 1984, og både produktionsfaciliteter og administration er placeret i Amsterdam-forstaden Haarlem. Virksomheden er i gang med en større udvidelse, som øger kapaciteten yderligere og ruster produktionen til at imødekomme fremtidens kundeønsker endnu bedre.
– Med Baconspecialist Zandbergen som nyt medlem af Tulip-familien øger vi en af vores kernekompetencer markant. Vi får ny kapacitet og nye produktmuligheder inden for eksempelvis stegt bacon med denne meget veldrevne virksomhed, som er et familieejet selskab med en stærk og vellidt position i baconmarkedet – overfor såvel kunder som forbrugere. Vi vil naturligvis fastholde og udbygge styrkerne i selskabet og samtidig sørge for at få Tulips kompetencer inkorporeret. Alt i alt har vi meget store forventninger til Baconspecialist Zandbergen, for bacon er et område, som stadig er i vækst på tværs af markeder til alle måltider og ind imellem – alle elsker bare bacon, slutter Jais Valeur.