Takeawaytjenesten Foodora har oplevet en stigning på 80% i antallet af ordrer, der hentes af danskerne selv. Det gør danskerne til det mest selvhentende folkefærd blandt alle tjenestens lande i Europa.

Hvis du har set flere gå rundt med en pizzabakke i hånden for nylig, er det ikke tilfældigt. Ifølge takeawaytjenesten Foodora har de oplevet en stigning på 80 pct. i antallet af danskere, der selv henter deres takeaway. Tjenesten har siden marts belønnet danskere, når de selv henter deres takeaway-bestillinger. Og det har danskerne taget rigtig godt imod.
“Selvom danskerne er kendt for at gå efter et godt tilbud, blev vi alligevel overraskede over, at vi på bare et par måneder har set så markant en stigning. Det er absolut den højeste andel blandt alle Foodora lande i Europa,” siger Oliver Frost, der som landechef står i spidsen for Foodora i Danmark.
Vil møde danskernes behov
For at øge brugen af Foodora samt give et incitament til at hoppe på cyklen eller gribe spadserestokken indførte Foodora i februar selvhenter-belønningen, der giver kunderne en rabat, når de selv henter deres ordre. Og det er der flere gode grunde til.
“Vi vil gerne gøre god takeaway tilgængelig for alle, og en del af det er også at sørge for at være bedst på prisen. Fremover vil de lokale restauranttilbud også blive endnu billigere på vores platform, når kunder selv går eller hopper på cyklen,” siger Oliver Frost.
Og selvom det kan lyde mærkeligt, at en takeawaytjeneste, der har bude kørende rundt i syv danske byer, ønsker at få flere til selv at hente deres mad, så handler det både om møde forbrugernes behov og gøre tjenesten mere relevant.
“Selvom vi også er en leveringstjeneste, støtter vi op om, at flere selv henter deres mad. Samtidig ser vi, at det mest er til frokost og om eftermiddagen, at vores kunder henter selv, hvilket giver vores restauranter mere aktivitet end før,” siger Oliver Frost.
Foodora har deres egne bude, der cykler rundt med leveringer af takeaway i syv danske byer.