Fredag den 4. september kan de nye forpagtere, Christina Rud og Leif Nielsen, slå dørene op for Rungsted Kro. Kroen måtte tidligere på året dreje nøglen om efter bare fem måneder med en ny forpagter.
Men noget tyder på, at borgere i lokalområdet har manglet kroen som samlingssted, da over 700 gæster har sikret sig bord på Rungsted Kro inden åbningen. Det viser tal fra DinnerBooking, der administrerer bookingerne.
Christina Rud glæder sig over de mange gæster og forklarer de mange bookinger med, at Rungsted Kro fungerer som et lokalt mødested for mange i området. Hun tilføjer dog også, at tanken om de mange gæster på åbningsdagen er begyndt at skræmme lidt:
-Alting skal jo bare gerne køre perfekt på den første dag, så det er jeg selvfølgelig lidt spændt på, slutter hun.