Efter planen har samtlige 280 danske butikker i dagligvarekæden REMA 1000 fået nye Verifone-betalingsterminaler i starten af 2017, oplyser Verifone i en pressemeddelelse.
Den nye løsning erstatter både den eksisterende betalingsterminal og den hvide brik til MobilePay-betaling ved kasserne i den succesfulde discountkæde. Kunderne kan bruge de nye betalingsterminaler uanset betalingsform, og Verifone og REMA 1000 forventer, at betalingsterminalerne er klar til det mobile dankort og andre fremtidige betalingsformer.
”Vores mål er at gøre det så hurtigt og så nemt som muligt for vores kunder at ordne betalingen”, siger adm. direktør Chris Lund-Hansen fra Verifone. ”Vi arbejder målrettet på, at alle former for betalinger skal kunne ske fra vores betalingsterminaler, og vi glæder os over, at store dagligvarekæder som REMA 1000 anerkender dette arbejde. Lige nu er det helt klart interessant at kunne tage imod MobilePay-betalinger uden besvær og ekstraudstyr, men vi kan også give butikkerne friheden til at tage imod andre og kommende betalingsformer, så forbrugerne kan betale på den måde, de foretrækker. For butikkerne foregår det næsten uden meromkostninger, fordi alle betalinger går gennem betalingsterminalen, som vi danskere er så vant til at bruge.”
”Vi har altid kunden i fokus, og med betalingsterminalerne fra Verifone sikrer vi, at kunderne får en enkel tilgang til betaling i vores butikker. Betalingen vil fremover foregå ved terminalen uanset om kunden ønsker at betale med dankort eller MobilePay,” siger økonomidirektør Torben L. Sørensen fra REMA 1000 om samarbejdet med Verifone om nye betalingsterminaler til samtlige REMA 1000 butikker. Han fortsætter:
”Vi forventer også, at det mobile dankort og nye fremtidige betalingsmetoder kan håndteres på de nye betalingsterminaler. Uanset betalingsform vil det være nemt og bekvemt for både kunder og medarbejdere at ordne betalingen i vores butikker.”
”Vi er stolte af det nye, udvidede samarbejde med både REMA 1000 og Verifone”, supplerer Mark Wraa-Hansen, chef for MobilePay. ”Vi har i vores samarbejde med Verifone sikret et konkurrencedygtigt bud på en åben infrastruktur til alle former for betalinger og tilknyttede tjenester. REMA 1000 har valgt den åbne linje, hvor de forskellige betalingsformer kan sameksistere og konkurrere med hinanden i et stykke hardware. Det tror vi er godt for kunderne og godt for butikkerne. Samtidig holder det os på tæerne i den fortsatte innovation omkring MobilePay.”
MobilePay er ifølge Chris Lund-Hansen installeret på 9 ud af 10 smartphones i Danmark, og den tredjemest benyttede app i Danmark. 3,2 mio danskere bruger MobilePay, hvilket direktøren ser som den afgørende årsag til, at store dagligvarekæder vælger at skifte over på Verifones åbne løsning.