Premier Is og Bisca står bag serien ”De Danske Kageklassikere”, der består af tre nye isvarianter. Samarbejdet sker som et resultat af øget fokus på innovation hos begge virksomheder.
Issæsonen står for døren, og i køledisken kan danskerne finde tre nye isvarianter under overskriften ”De Danske Kageklassikere”. Det er to af Danmarks mest ikoniske fødevarevirksomheder, Premier Is og Bisca, der står bag de nye is. Tilsammen har de to virksomheder mere end 200 års erfaring med produktion af nogle af danskernes største fødevarefavoritter.
-I Premier Is har vi en klar strategi, hvor innovationer og kategoriudvikling er centrum for alt, hvad vi gør. Samarbejdet med Bisca sker på et tidspunkt, hvor der er massivt fokus på danskproducerede produkter, og sammen vil vi skabe en ny oplevelse i iskategorien og gøre noget, som ingen andre kan, siger Claus Dahlmann Larsen, CEO i Premier Is, Danmarks største ismejeri.
For både Premier Is og Bisca har det været naturligt at ekspandere de i forvejen stærke brands til nye kategorier.
-Det er mere end 125 år siden, at den unge innovative entreprenør Karen Volf bagte de første kager i Danmark og hermed skabte en lang kagetradition bygget på lokal dansk produktion samt høje krav til smag og kvalitet. Premier Is bygger på et lignende fundament med lange stolte traditioner for kvalitet og lokal produktion og med en stærk brandprofil, hvilket har gjort samarbejdet imellem os meget naturligt, siger Eva Dysseholm, Marketing and Innovation Director i Bisca.
Både Eva Dysseholm og Claus Dahlmann Larsen sender store roser til produktudviklerne og brand-teamet i henholdsvis Bisca og Premier Is.
-Vi er meget optagede af, hvilke trends der rører sig såvel nationalt som internationalt, men det er ikke altid ligetil at omsætte ideer til reelle produkter. Med ”De Danske Kageklassikere” er vi lykkedes med at forene godt håndværk og et fælles ønske om at give danskerne nye men velkendte smagsoplevelser, siger Claus Dahlmann Larsen.
De tre nye varianter er ”Snøfler”, ”Karen Volf Drømmekage” og ”Karen Volf Brownie”. Hvor ”Snøfler” er en vaniljeflødeis med stykker af snøfler og karamelsauce, er ”Karen Volf Drømmekage” en vaniljeflødeis rørt med drømmekagetopping. Sidst men ikke mindst er ”Karen Volf Brownie” en chokoladeflødeis vendt med browniekagestykker.
”De Danske Kageklassikere” forhandles netop nu i en række udvalgte supermarkeder over hele landet.