
Den globale burgerkæde McDonald’s har fortsat solid succes med sin strategi om at eje færre og færre af sine restauranter selv. I de første tre måneder af 2018 betyder det, at antallet af milliarder i omsætning er mindre, men overskuddet er stigende.
McDonald’s omsatte for 5,1 milliarder dollar de tre første måneder. Et fald på næsten en halv milliard dollar. Men det er helt i tråd med den nye strategi, hvor selskabet får flere franchisetagere og færre egne restauranter. Nettoresultat i kvartalet steg da også med 15 procent til 1,4 milliarder dollar.
Kigger man på, hvor meget der er solgt under brandet McDonald’s i første kvartal, steg salget med 5,5 procent. Det var specielt drevet af et hop i salget uden for USA på 7,8 procent.
McDonald’s nye strategi er også slået igennem i Skandinavien. Her er det den britiske investor Guy Hands, der sidste år købte retten til at drive McDonald’s i Skandinavien. Gennem selskabet Food Folk ejer han 400 McDonald’s restauranter i Norden, og oplyste tidligere i år, at han vil åbne 200 nye McDonald’s-restauranter i Norden de kommende år.