Den nye app, Mitbageri, er landets første app, der binder de selvstændige bagerier sammen på tværs af landet og giver forbrugerne en række konkrete fordele. App’en skal være med til at løfte branchen. Online-ekspert ser lancering som et naturligt og vigtigt skridt.

Danskerne bliver stadig mere digitale, når de handler. Det gælder også brød. I en ny analyse siger godt 40 pct. af danskerne, at de finder det vigtigt med digitale løsninger hos bagerne, fx en app.
App’en Mitbageri er den første app herhjemme, der binder de selvstændige bagerier sammen på tværs af Danmark – også selv om de ikke er en del af en bagerkæde. Via app’en kan forbrugerne optjene point, finde bagerier, se tilbud og bestille brød online. Fordele, som kan bruges i alle bagerbutikker, som er med i app’en. Bag Mitbageri står CBP, som leverer råvarer til bagerierne.
-En app hos bagerne er et glimrende tiltag, som understøtter den udvikling, der sker i forbrugernes lyst til at orientere sig og handle digitalt. Der skal hele tiden være fordele for forbrugerne, hvis de skal bruge en app, og af den grund er det også vigtigt, at app’en går på tværs af landet og de forskellige bagerbutikker, siger Niels Ralund, der er e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.
Bagerier på app’en
Bageriet Mester Jacob i Hadsten er blandt de første bagerier, der har meldt sig til at blive en del af app’en. 20 bagerier skal høste vigtige erfaringer og efter et par måneder kan alle selvstændige bagerier komme med.
Ambitionen er, at 75 ud af landets ca. 400 selvstændige bagerier har tilsluttet sig app’en i 2023, og at størstedelen af de resterende bagerier er med næste år.
-Vi er med på den nye app fra CBP, fordi kunderne i høj grad orienterer sig digitalt og handler digitalt. Det er også naturligt for dem, når de skal købe brød. App’en binder os sammen som bagere og giver kunderne en række fordele på tværs af landet. Det åbner nye muligheder for kunderne og dermed skal app’en gerne være med til at løfte vores forretning, siger Kathrine Bloch fra Mester Jacob.
Hun er stolt af sit fag og håber, at app’en kan medvirke til, at flere vil købe bagværk hos den lokale bager og værdsætte godt håndværk, kvalitet og smag.
Et løft til en hårdt ramt branche
Flere end 30 bagerier landet over har måttet dreje nøgle inden for det seneste år. Og netop ønsket om at give en håndsrækning til bagerne, der er hårdt ramt af først corona og bagefter inflation og høje energipriser, ligger bag CBP’s beslutning om at udvikle en app til de selvstændige bagere.
-Vi er sat i verden for at gøre en forskel for vores kunder. Derfor samlede vi bagerne til stormøder, da energikrisen for alvor slog igennem for at høre, om vi kunne gøre noget for at hjælpe dem fremad. Blandt de mange forslag, som kom på bordet, var et ønske om at markedsføre branchen. App’en er en løsning, som kan gøre en positiv forskel for det enkelte bageri, men som den enkelte bager kan have svært ved at løfte i en tid med pres på økonomien og døgnets timer, fortæller Ruben Solsø, der er markedschef i CBP’s bageridivision.
Minder forbrugerne om bageren
Udover at give de selvstændige bagere et digitalt løft og bedre forretningsmuligheder skal app’en også minde forbrugerne om, at det er vigtigt, at de støtter de selvstændige bagere, hvis de også fremover vil bevare bagerbutikkerne, som de kender og holder af.
-Vi har mange kunder, som kommer fra andre byer. Det giver god mening, at de kan finde os på kortet i app’en, når de er i Hadsten og omegn. Jeg tror på, at det vil bidrage til flere kunder i butikken. Vi kender alle stempelkort eller kundeklubber, som er bundet op på den enkelte butik. Muligheder, som vi som forbrugere sjældent får brugt. Det sker ikke med app’en, som kan bruges på tværs af bagere og geografi, siger Kathrine Bloch videre.
Om app’en
• App’en Mitbageri dækker selvstændige bagerier i hele landet.
• App’en viser forbrugerne tilbud på brød og optjente point, som kan bruges hos alle de bagerier i landet, der er med på app’en. Desuden giver den overblik over, hvilke bagerier der er med og giver forbrugerne mulighed for online at bestille brød hos de bagerier, der har webshop.
Om CBP
• Næsten 100 års erfaring inden for levering af kvalitetsråvarer til produktion af brød og kager.
• Markedsleder inden for levering af råvarer til håndværksbageren.
• CBP har tradition for at udvikle digitale løsninger til kunderne. Under Corona lancerede virksomheden fx en webshop til bagerierne, så det var let for forbrugerne at bestille online og få bragt brød ud.
• Ejet af Orkla siden år 1999.