Forbruget af frugt og grønt falder samtidig som der er usædvanligt stort udbud af flere produkter. Det er situationen lige nu på Europas frugt- og grøntmarked, rapporterer Fruitnet. Flere æbleavlere siger, at det er den værste sæson i mands minde, og i Holland er bæravlerne holdt op med at høste, efter at markedspriserne er dykket ned under 0,20 EUR pr. kilo. I Tyskland er grossistpriserne på frugt faldet med 14 procent på et år, hvilket er det største fald siden 1968. I Frankrig er priserne faldet med 20 procent.