I alt 30 forbrugere i Danmark har de seneste måneder fået konstateret smitsom leverbetændelse (Hepatitis A). Mistanken retter sig i øjeblikket mod frosne bær som kilden til smitten.
Af hensyn til forbrugersikkerheden anbefaler Fødevarestyrelsen derfor, at forbrugerne giver frosne bær et opkog på mindst 1 minut, før de bruges i smoothies, som kagepynt eller til desserter, som ikke bliver varmet. Det er et lovkrav, at storkøkkener, cafeer, restauranter m.m. skal varmebehandle frosne hindbær, inden de serveres i smoothies eller desserter. Storkøkkener, der laver mad til sårbare personer, anbefales også at koge alle frosne bær.
Statens Serum Institut, DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen arbejder i øjeblikket tæt sammen om at spore smittekilden til sygdomsudbruddet, men fredag kunne man endnu ikke sige, hvilke frosne bær, det drejer sig om eller hvilket land de kommer fra.