En 550 kvadratmeter stor vinkælder under Carlsberg Byen, der kombinerer opbevaring med en online markedsplads, har nu den største vinsamling målt i bredden blandt private og til en værdi af 50 mio. Konceptet tapper ind i den stigende interesse i at investere i vin, og får nu hjælp fra Keystones til international ekspansion.
Urban Wine Box, der oprindeligt er stiftet af GoMore-stifter Søren Riis, har siden sin lancering for to år siden samlet vin for 50 millioner kr. i kælderen, der ligger otte meter under Carlsberg Byen. Konceptet er at kombinere opmagasinering for private samlere med en online markedsplads og networking med vinentusiaster. Vinkælderen er tilknyttet en digital platform, som samler data om danskernes foretrukne vine og som hjælper med at bytte og sælge vine blandt vinkælderens kunder.
Ifølge kvindelig ‘rockstar’-sommelier Nana Wad fra Victoria Vine, demokratiserer Urban Wine Box ‘fine wine’ for danskerne – ved at have gjort det nemmere end nogensinde før, både at opbevare og investere i vin – for du kan nøjes med en enkelt flaske frem for en kæmpe kasse, hvis du vil det – og du kan følge dine vine online, altid besøge kælderen, og nemt videresælge dine vine til en højere pris. Som et led i at udvide kundegrundlaget, kan man opbevare 12 flasker vin permanent i kælderen, uden at skulle have penge op ad lommen.
Nu skal syv investorer fra Keystones sætte fart på internationaliseringen med 2,5 mio. kr. og et stort netværk i ryggen – samtidig med at konceptet udvides med en længere række features.
– Der er et behov i markedet for folk, som ønsker et sted der kombinerer fysisk vinopbevaring under kontrollerede forhold med en digital markedsplads. Det private marked er fuldstændig stukket af på de sociale medier – men køber du vin af andre private samlere online, ved du i princippet ikke om den har stået oprejst og i solen, siger Carsten Salling fra Keystones.
Urban Wine Box har de sidste to år brugt tiden på at validere konceptet, sætte det rigtige team og justere platformen, mens de har opbygget en vinbeholdning på omkring 25.000 flasker fra private samlere.
– Nu vi har fat i de private samlere, er det blevet markant nemmere at få vinimportører med på vognen, da de får en ekstra markedsplads til både at sælge og opbevare vine under ideelle forhold. Og så har vi nogle meget interessante partnerskaber med store vin-communities på vej, siger administrerende direktør i Urban Wine Box, Kenneth Tang Lærke.
Han oplever at danskernes tørst efter at handle vin online, og samtidigt ser det som en investering, er vokset markant de senere år. Men opbevaring og fragt kan være et problem.
– Danskere handler og bytter vin mellem hinanden som aldrig før, både af interesse og for at investere, men de færreste har kælderen til det. Hos os kan man handle vine med hinanden, som du typisk aldrig vil finde i supermarkedet, uden at vinen behøver at flytte sig, og dermed risikerer skade fra sol, temperaturudsving og transport, siger Kenneth Tang Lærke.