
CEO for ingrediensproducenten Chr. Hansen Cees de Jong meddelte i november, at han ønskede at stoppe og komme tættere på familien i Holland. Nu er afløseren fundet.
Mandag meddelte Chr. Hansen A/S, at man har ansat 54-årige Mauricio Graber, der tiltræder som CEO 1. juni. Graber kommer fra en stilling som direktør for smagsstofdivisionen hos det schweiziske selskab Givaudan, hvor han i godt 10 år har stået for udvikling af virksomheden. Hans arbejde her har gjort indtryk på bestyrelsesformanden i Chr. Hansen, Ole Andersen, der også påpeger, at Mauricio Graber med mere end 20 års erfaring i den globale ingrediensindustri er en sand international leder.
Cees de Jong fortsætter som administrerende direktør for Chr. Hansen, indtil Graber tiltræder.