Mellem robotter og maskiner blev fødevarebranchens bedste produkter fremhævet og hyldet på International Food Contest, da de tirsdag slog dørene op for et væld af spændende aktiviteter.
For mejeriprodukterne var der to konkurrencer: International DAIRY Contest (IDC) og Gourmetpriserne og så var der for den generelle fødevarebranche, prisen som festlighederne er opkaldt efter: International Food Contest (IFC) Award. Forskellen på de to mejeripriser ligger i, at for IDC’s vedkommende er det konventionelle produkter, der bedømmes på deres høje konstante kvalitet og generelt er for konsumerpublikum, mens Gourmetprisen, som navnet antyder, uddeles til de produkter der er henvendt gourmetpublikum og som ikke kan bedømmes efter helt samme vilkår og hvor håndværket i særdeleshed er i højsædet.

Awards med stor betydning
Formanden for mejeriforeningen, Steen Nørgård Madsen, fremhævede i sin åbningstale alle de nye teknologier, produkter og idéer som præger årets International Food Contest. Stolthed og gode fortællinger spillede også en stor rolle, da konkurrencens eftertragtede priser i de forskellige kategorier blev uddelt af Steen Nørgaard Madsen og Karen Hækkerup, adm. direktør for Landbrug & Fødevarer, og det gode håndværk blev hyldet med fokus på smag og kvalitet. Blandt vinderne var Karamel Kompagniet, som modtog prisen med stor glæde:
– Da vi fik besked om at vi havde vundet prisen, ringede vi straks til trykkeriet og fik stoppet produktionen af emballage. Det er utroligt stort for os, så det er vigtigt at IFC-mærket kommer på emballagen så snart som muligt, fortæller Anna Knightbridge Niberg-Zehngraff, ejer af Karamel Kompagniet, der tidligt tirsdag morgen var fløjet ind for at deltage i prisoverrækkelsen.
VINDERNE 2017
International DAIRY Contest
- Konsummælksprodukter: Ísey Skyr Bökuð 0.2% fra MS. Selfossi
- Smør og blandingsprodukter: LURPAK Arabisk 400g Unsaltet fra Holstebro Mejeri
- Oste: 30+ Höhlenkäse Light fra Taulov Mejeri
Gourmetpriserne
- Hårde oste: Fyrmester fra Thise Mejeri
- Bløde oste: R’Osten fra Høgelund Mejeri
- Smør: Unika med Læsø sydesalt fra Holstebro Mejeri
- Konsummælksprodukter: Økologisk Jersey Hømælk fra Naturmælk
IFC Award 2017
- Kød & Fjerkræ: Olden Gris fra Vilstrup
- Fisk & Tang: Chilerejer fra Crown Seafood
- Øl: Brynhild fra Bryggeriet Frejdahl
- Vin, Eddike & Mjød: DON’s Rosé 2016 fra Skærsøgaard
- Brød, Kager & Søde sager: Salt peanuts karameller fra Karamel kompagniet
- Frugt & Grønt: Meyers Grøntsagschili fra Løgismose/Meyers
- Kolonial: Løgismose økologisk espresso, 100% Arabica fra Løgismose/Meyers