Kendt leverandør til bagerier fusionerer med Nemco

Faaborg-virksomheden DKBU, der er en anerkendt leverandør af udstyr og rådgivning til bageribranchen, bliver nu en del af Nemco-gruppen. DKBU (Dansk Bageriudvikling) skifter dermed navn til Nemco Bakery & Confectionery og får status som datterselskab i Nemco Group, som er førende nordisk leverandør af maskiner, udstyr og emballage til fødevareindustrien.

Sammenlægningen med Nemco betyder, at DKBU får bedre muligheder for at udvikle nye innovative løsninger til gavn for bageri- og konfekturebranchen.

– Vi glæder os til at bygge videre på den stærke relation, som vi har til bagerierne i Danmark. Med Nemco i ryggen får vi flere muskler, som vi tror vil gøre en reel forskel for vores kunder. Det har været afgørende for os, at Nemco har de samme visioner og værdier som os. Nemco er bl.a. kendt for at yde en hurtig og kompetent service, og vi har grundlæggende den samme tilgang til kvalitet og kundeservice, siger Bo Lydersen, direktør i DKBU.

Bo Lydersen fortsætter som direktør i det nye selskab Nemco Bakery & Confectionery. For DKBU’s hidtidige kunder vil sammenlægningen og navneskiftet ikke medføre nogen ændringer. Kunderne vil komme til at fortsætte med de samme kontaktpersoner og teknikere, som de har haft hidtil.

Vil være bageriernes foretrukne partner

Hos Nemco Group ser CEO Lars Olsgaard sammenlægningen med DKBU som et naturligt skridt videre i Nemcos bestræbelser på at opfylde en ambition om at blive den foretrukne partner for danske bagerier.

– Vi går sammen for at styrke vores løsninger på bageri- og konfektureområdet. DKBU har en dyb forståelse af branchen, og når vi kombinerer denne forståelse og viden med Nemcos stærke produktportefølje og organisation, kan vi tilbyde noget helt unikt til vores kunder, siger Lars Olsgaard.

Fakta om Nemco

Nemco er førende nordisk leverandør af løsninger til fødevareindustrien. Nemco, der er grundlagt i 1966 og har hovedkontor i Brøndby, er eksklusiv leverandør for en række førende internationale producenter af maskiner, udstyr og emballage. Siden starten har Nemco udviklet sig til et nordisk selskab med 55 ansatte og afdelinger i Sverige (etableret 2000) og Finland (etableret 2011).

Fakta om DKBU – nu Nemco Bakery & Confectionery

DKBU (Dansk Bageriudvikling) beskæftiger sig med rådgivning, projektering og salg til bageribranchen. DKBU’s fokusområder spænder over såvel bageriopbygning som drift og indretning. Desuden sælger og servicerer DKBU maskinel og udstyr fra nogle af de stærkeste leverandører til branchen. DKBU har hjemsted i Faaborg.

På billedet ses Bo Lydersen (tv) og Lars Olsgaard.