Black Friday har længe været et hit hos de private forbrugere, men konceptet tiltaler også de professionelle kunder. Det er meldingen fra Dagrofa Foodservice, som i fredags opnåede en markant samlet omsætningsrekord for de 30 lokale Cash & Carry-butikker. Særligt gouda, burgerbøffer og pommes fritter var blandt kundernes favoritterne.

Fødevaregrossisten Dagrofa Foodservice står bag 30 Cash & Carry-butikker på tværs af landet. Butikkerne er fyldt med kød, fisk, frugt & grønt, mejeri, kolonial, drikkevarer og emballage, og det er typisk lokale restauranter, caféer, burgerbarer og kiosker, som handler ind i Cash & Carry-kæden.
For andet år i træk omfavnede Dagrofa Foodservice Black Friday-konceptet med skarpe tilbud på fødevarer, og det fik de professionelle kunder til at valfarte ind i butikkerne.
Derfor resulterede Black Friday også i en ny markant omsætningsrekord for hele Cash & Carry-kæden på indeks 128. Den seneste rekord blev sat forud for påsken 2024.
”Det skal være nemt, enkelt og ikke mindst billigt at handle ind hos os. Derfor lagde vi os i år ekstra i selen for at tilbyde vores kunder i form af de lokale professionelle køkkener nogle meget attraktive tilbud. Jeg er virkelig blevet blæst bagover i forhold til, hvor mange kunder vi har haft ude i butikkerne. Vi har snart eksisteret som grossistkæde i 65 år, men den her travlhed og omsætning har vi alligevel ikke oplevet før,” siger Kenneth Linde, salgsdirektør i Dagrofa Foodservice.
Kenneth Linde uddyber, at der er en bred variation i, hvilket Black Friday tilbud der har været særligt populære hos de professionelle kunder:
”Hvis vi udelukkende ser på de varer, der har været på Black Friday tilbud, så har vi på enkelt dag solgt hele 74 tons goudaost, hvilket normalt tager os flere måneder. Det er også blevet langet 23.000 burgerbøffer over disken samt 6,5 tons pommes frites, så jeg formoder, at der er mange burgerbarer og pizzeriaer med fyldte lagre i dag.”
Udover den samlede omsætningsrekord på tværs af Cash & Carry-kæden, så lykkedes det også butikkerne i Hillerød, Roskilde, Holstebro, Randers, Aarhus og Sønderborg at sætte lokale dagsrekorder.

